menu arrow mobile
Om os

PensionDanmark tager hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative bæredygtighedsindvirkninger, og offentliggør derfor denne erklæring om due diligence-politikker med hensyn til disse indvirkninger under hensyntagen til størrelsen, arten og omfanget af PensionDanmarks aktiviteter og typerne af finansielle produkter, som PensionDanmark udbyder, jf. Disclosureforordningens artikel 4.

Med ”negative bæredygtighedsindvirkninger” forstås investeringers negative indvirkning på miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold eller på forhold vedrørende respekt for menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption og bestikkelse.

Identificering og prioritering af de vigtigste negative bæredygtighedsindvirkninger og -indikatorer

Som arbejdsmarkedspensionsselskab, der er oprettet af overenskomstpartnerne, er Pension­Danmark særligt opmærksom på negative indvirkninger på arbejdstagerforhold og (køns-)diversitet i selskabernes forretningsførelse, og ud fra et bredere medlemsperspektiv inddrages negative sundhedspåvirkninger. Derudover er der et særligt fokus på at afbøde negative indvirkninger på klimaet, idet PensionDanmark samtidig gør en stor indsats for at hjælpe virksomheder og samfund med at accelerere den grønne omstilling. PensionDanmark lægger endvidere afgørende vægt på at understøtte den officielle danske politik med at imødegå overtrædelser af menneskerettigheder og udbredelse af ulovlige våben efter Oslo- og Ottawakonventionerne.

Forud for en investering foretager PensionDanmark en grundig analyse, hvor blandt andet den potentielle investerings mulige negative bæredygtighedsindvirkninger undersøges, og herunder vurderes hvordan investeringen løbende kan monitoreres.

Alle investeringer screenes løbende for negative hændelser. På det børsnoterede område sker det i videst mulig omfang ved hjælp af eksterne leverandører, som er eksperter i at udføre denne type opgaver såsom MSCI, Federated Hermes og Sustainalytics. Derudover overvåger PensionDanmark selv direkte investeringer i unoterede selskaber og modtager løbende rapporter fra Fund Managers, som forvalter PensionDanmarks investeringer i Private Equity og andre typer af kapitalfonde. Endelig er der løbende overvågning i danske og internationale medier om kontroversielle hændelser, der blandt andet omfatter brud på internationale konventioner om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og involvering i kontroversielle våben, navnligt klyngebomber og anti-personelminer. Hvad angår sidstnævnte, modtager PensionDanmark kvartalsvise rapporter, der omfatter overvågning af såvel noterede som unoterede virksomheder for straks at kunne ekskludere selskaber med denne produktion.

De vigtigste negative bæredygtighedsvirkninger og eventuelle dertil knyttede tiltag

PensionDanmark modtager screening, rapporter og data om bl.a. selskabers skadelige miljøpåvirkning, udledning af drivhusgasser, arbejdskonflikter og overtrædelse af menneskerettigheder. Som aktiv ejer indgår PensionDanmark, ofte gennem Federated Hermes, i løbende og enkeltstående dialoger med selskaber, som PensionDanmark er investeret i. Dialogerne har blandt andet til formål at belyse negative bæredygtighedsindvirkninger af selskabernes forretningsførelse og finde løsninger og initiativer til, hvordan de kan reduceres. Derudover stemmer PensionDanmark på alle generalforsamlinger i de selskaber, hvor PensionDanmark har aktier. Eksempelvis støtter PensionDanmark resolutioner fremsat af CA100+, som PensionDanmark er indirekte medlem af, og som har til formål at sikre, at verdens største udledere af drivhusgasser tager de nødvendige skridt for at mitigere klimaforandringer.

Foruden selskaber involveret i produktion af tobak og kontroversielle våben, jf. ovenfor, har PensionDanmark udelukket selskaber med betydelig omsætning fra (termisk) kulminedrift, udvinding af tjæresandsolie og selskaber, der fx trods gentagne dialoger fortsat har en skadelig adfærd og overtræder de principper og retningslinjer, som PensionDanmark støtter sin ansvarlige investeringspolitik på.

Sammenhæng med politik for aktivt ejerskab og anvendte adfærdskodekser

For PensionDanmark hænger ansvarlig virksomhedsadfærd og et godt afkast uløseligt sammen. Aktivt ejerskab understøtter den langsigtede værdiskabelse i virksomhederne såvel som indsatsen for at påvirke samfund og omgivelser i den retning, der er udtrykt gennem Pension­Danmarks mål og principper for ansvarlige investeringer.

Læs mere om PensionDanmarks politik for aktivt ejerskab er tilgængelig

PensionDanmarks mål for ansvarlige investeringer vedrører ESG-forhold (Environment, Social and Governance), og de bygger på principperne i OECD’s Responsible Business Conduct for Institutional Investors samt en række internationale konventioner og normer, anbefalinger fra UN Global Compact, hvor PensionDanmark er medlem, og FN’s 17 verdensmål frem mod 2030. Sidstnævnte indebærer en tilslutning til IPCC’s forståelse af Parisaftalen om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius ved at sikre netto-nul udledning af drivhusgasser inden 2050.

Som medlem af Net Zero Asset Owner Alliance har PensionDanmark i overensstemmelse med Parisaftalen opstillet såvel kort- som langsigtede reduktionsmål for investeringernes udledning af drivhusgasser. Således skal klimaaftrykket fra vores aktier og virksomhedsobligationer falde med 45% i 6 års perioden 2018-24, og inden 2050 skal PensionDanmarks investeringer have netto-nul udledning. PensionDanmarks ejendomsportefølje har allerede et lavt energiforbrug og et meget lavt klimaaftryk, men alligevel er målet at reducere udledningen pr. kvm med yderligere 35% frem mod 2025. Hertil kommer bl.a. mål om at udbygge ejerskabet af produktionskapacitet inden for vedvarende energi fra ca. 1.100 MW til 1.300 MW i 2025.