PensionDanmarks investeringer er langsigtede, men de er også mangesigtede. Derfor ser vi det som del af vores ansvar som udvikler af byområder og ejendomme at være med til at løse den globale biodiversitetskrise. Vi kan ikke bygge krisen væk, men vi kan investere og bygge naturvenligt – og vi kan forpligte os selv på at styrke biodiversiteten gennem vores virke.
Vi har således sat os for, at fremtidige investeringer ikke kun skal skabe værdi for mennesker. Vi skal også skabe bedre forhold for alle andre levende organismer og de økosystemer, som er med til at opretholde alt liv på vores planet. Derfor har vi også valgt at kalde vores biodiversitetsstrategi ”Investeringer for livet”.
Om strategien
Biodiversitetsstrategien er bygget op omkring et løfte samt en række principper med tilhørende indsatser, der spænder over hele værdikæden, lige fra grundkøb, projektudvikling, anlæg, drift og til evaluering.
Strategien er i nærværende version afgrænset til at omhandle byområder og nybyggeri, men der lægges i afsnittet ”Progression” op til, at strategien løbende udvider sit virkeområde. Således er det oplagt, at strategien inden for en overskuelig årrække også kommer til at omfatte eksisterende ejendomme, forsyningskæder, brugeradfærd, kompensationsinvesteringer samt PensionDanmarks øvrige investeringer. Dette flugter med PensionDanmarks tilslutning til ”Finance for Biodiversity Pledge,” som omhandler institutionelle investorers forpligtelse til at beskytte og gendanne biodiversitet gennem finansieringsaktiviteter og investeringer.
Som arbejdsredskab er biodiversitetsstrategien tænkt til at skulle fungere i sammenhæng med både byprogrammet og bæredygtighedsprogrammet i PensionDanmarks bolig- og erhvervsplatform.