PensionDanmarks dialog med Deere & Co
Landbrugsmaskiner som traktorer bidrager til at forringe den naturlige biodiversitet ved bl.a. at gøre jorden mindre frugtbar. Ufrugtbar jorde kan føre til ringere afgrødeudbytte og øget forurening fra landbrugsjord. Sund jord derimod giver lavere omkostninger, mindsker jorderosion og forbedrer dyresundheden. Ydermere kan der særligt i udviklingslandene blive fældet skov for at gøre plads til landbrugsmaskinerne.
Da Federated Hermes EOS i 2020 rettede henvendelse til Deere & Co på vegne af PensionDanmark om deres tilgang til biodiversitet, så kunne de ikke forklare en tilgang til at minimere deres udstyr og maskiners negative indvirkning på biodiversitet.
Det var utilfredsstillende for os, hvorfor vi bad selskabet om at udarbejde en sådan tilgang. Selskabet anerkendte, at der var behov for en biodiversitetsstrategi og fortalte, at man var i færd med at undersøge mulighederne for at informere landmændene om sund jord. Dertil forsøger selskabet også gennem dets maskiner at indsamle data, som kan anvendes af landmændene for at få et bedre informationsgrundlag om jordkvaliteten.
Udvikling og fremadrettet dialog
I februar 2022 modtog PensionDanmark information om, at Deere & Co samarbejder med en brasiliansk bank om at tilbyde nogle brasilianske landmænd favorable lån til landbrugsmaskiner. Problemet er, at disse landmænd har en historik for afskovning af Amazon junglen for at gøre plads til landbrug.
Sagen har understreget vigtigheden af, at selskabet tager strategisk stilling til biodiversitet og rapporterer på, hvordan de vil minimere deres negative indvirkning på biodiversitet. Derfor har vi opfodret selskabet til, at de i deres ESG rapport sætter Science-Based Targets, rapporterer på metrics for naturen og tydeligt artikulerer, hvordan de hjælper kunderne til at minimere deres negative indvirkning på biodiversitet.