PensionDanmarks dialog med The Walt Disney Company
Selskabet har de seneste år været under anklage for at have fremavlet en problematisk kultur. Det er særligt kommet til udtryk igennem deres film, hvor selskabet har fået kritik for fremstillingen af stereotyper, identitet og fordomme.
At løse kulturproblemer kan tage tid. PensionDanmark tror på, at måling af indsats kan tydeliggøre udvikling og skabe et udgangspunkt for at opnå bedre resultater og hæve ambitioner. Derfor har PensionDanmark i samarbejde med Federated Hermes EOS været i dialog herom og bedt selskabet om at rapportere på diversitets-, ligheds- og inklusionsindikatorer. Højere diversitet og inklusion kan forhåbentlig bidrage til en mindre problematisk kultur, og derudover er mangfoldige selskaber ofte en bedre forretning.
I marts 2020 rejste vi for første gang problematikken omkring selskabets kultur. Selskabet anerkendte udfordringen og indrømmede i januar 2021, at de har behov for at udvikle en strategi for diversitet og inklusion, som skulle bidrage til at løse udfordringen med at skabe en mere konsekvent og etisk forsvarlig kultur på tværs hele Walt Disney. Desværre har selskabet endnu ikke forpligtet sig til at rapportere på relevante indikatorer.
Udvikling og fremadrettet dialog
Federated Hermes EOS fortsætter på vegne af PensionDanmark dialogen om selskabets kultur, men fordi vi syntes, at Walt Disney ikke har reageret hurtigt nok, brugte vi vores stemme på generalforsamlingen i foråret 2022 og støttede et aktionærforslag om, at selskabet fremover skal rapportere på lønforskel imellem køn og racer. Det blev vedtaget med 59 pct. af stemmerne.