PensionDanmarks dialog med Engie
Siden 2014 har selskabet været i færd med at omstille forretningen. Men mod slutningen af 2018 havde selskabet fortsat ikke sat kortsigtede reduktionsmål, sat en horisont for net-zero udledninger og det gik for langsomt med at udfase kul som energikilde. Derfor gik PensionDanmark sammen med andre ligesindede investorer i CA100+ i dialog med selskabet og udtrykte bekymringer om dette.
Selskabet tog positivt imod dialogen, og i 2020 kunne investorfællesskabet rose Engie for at sætte Science-Based Targets for CO2-udledning og for at hæve målet for andelen af vedvarende energi i 2030 (58 pct.). Tilsvarende kunne selskabet i juli 2021 fremlægge en ambitiøs plan for udfasning af kul i Europa i 2025 og 2027 for resten af verden.
Men vi savnede fortsat, at selskabet forpligtede sig til en ambitiøs net-zero målsætning. Derfor skrev vi i CA100+ i 2021 et brev til selskabet, hvor vi udtrykte bekymring for realiseringen af deres transition. Dertil var deres planer utilstrækkelige i forhold til vores forventninger, ligesom det ikke var klart, hvordan de ville indfri målsætningen fra Paris-aftalen.
Udvikling og fremadrettet dialog
Engie har sidenhen sat et nyt netto-nul mål for 2045 for alle tre scopes. Ligeledes er deres nye mål for drivhusgasser verificeret som Science-Based Targets, så de flugter med Paris-aftalens under 2°C grader scenarie.
PensionDanmark er i fortsat dialog med selskabet om, at dets omstilling, særligt i forbindelse med udfasning af kul, er retfærdig og ikke marginaliserer dem, der mister deres jobfunktioner på grund af klimaforandringer (Just Transition). Derudover er PensionDanmark i fortsat dialog med selskabet omkring realiseringen af de nye mål, og der følges løbende op på, om de kan skærpes til et 1,5°C scenarie.