Se alle

Starbucks

Dialog med Starbucks om udfordringerne i forhold til deres medarbejderes muligheder for at organisere sig i fagforeninger og indgå overenskomstaftaler.

PensionDanmarks dialog med Starbucks

Medarbejderne i Starbucks-kaffebaren på Elmwood Avenue i Buffalo, New York, skrev historie i efteråret 2021, da de som de første medarbejdere i Starbucks organiserede sig i en fagforening. I dag er knapt 300 af Starbucks kaffebarer i USA organiserede i en fagforening, hvilket svarer til godt 7.500 ansatte. Fagforeningerne har bidraget til, at medarbejderne har fået forhandlet sig til en højere løn, bedre sundhedsordning og bedre og mere sikre arbejdsforhold.

Det er en udvikling i Starbucks, som PensionDanmark bifalder, da respekt for arbejdstagerrettigheder er en prioritet i vores aktive ejerskab. Dog er processen omkring de ansattes organisering i fagforeninger ikke forløbet udramatisk. Starbucks har i flere tilfælde forsøgt at modarbejde medarbejdernes forsøg på fagforeningsdannelse. Det er sket gennem såkaldt ’union busting’, dvs. at selskabet har forsøgt at modarbejde fagforeninger, bl.a. gennem afskedigelser og tilbageholdelse af løn fra fagforeningsorganiserede ansatte.

I slutningen af 2022 tog PensionDanmark dialogen med Starbucks om deres forhold til arbejdstagerrettigheder. I den forbindelse opfordrede vi bl.a. selskabet til offentligt at rapportere på standardlønnen for deres medarbejdere, og vi understregede vigtigheden af at respektere medarbejdernes arbejdstagerrettigheder.

Udvikling og fremadrettet handling

Til Starbucks generalforsamling i marts 2023 stemte PensionDanmark for et forslag om at lade en uafhængig tredjepart undersøge, om Starbucks lever op til sine forpligtelser ift. arbejdstagerrettigheder, særligt i forhold til at respektere medarbejdernes ret til at danne fagforening og indgå kollektive overenskomster.

Forslaget blev vedtaget med 52 pct. opbakning, og det er derfor et stort skridt i den rigtige retning for Starbucks og i særdeleshed deres ansatte. Ved at stemme for forslaget har PensionDanmark bidraget til, at medarbejderne i Starbucks har de nødvendige ordnede forhold og rettigheder på arbejdspladsen. Vi vil fortsat følge op på implementeringen af forslaget og arbejde for at fremme arbejdstagerrettighederne i vores aktive ejerskab.

Se flere cases

Læs eksempler på Hermes EOS dialog med selskaber i PensionDanmarks portefølje.