PensionDanmarks dialog med Tesla
Kobolt er et sølvformet magnetisk metal, der er meget slidstærkt. Det bruges særligt til elektroder i batterier. I dag er der dog store problemer med udvindingen af kobolt, da koboltproduktionen kommer fra Congo, hvoraf en del udvindes under kritisable forhold.
Som en del af PensionDanmarks retningslinjer for ansvarlige investeringer skal selskaber overholde generelt accepterede normer, herunder FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Derfor er vi opmærksomme på potentielle brud på menneskerettighederne i Teslas værdikæde. I 2017 indgik PensionDanmark sammen med andre investorer i en dialog om selskabets styring af værdikæden, herunder særligt styring af risiko i forbindelse med brud på menneskerettighederne.
Udvikling og fremadrettet dialog
På trods af at Tesla hvert år udarbejder en impact rapport, der blandt andet beskriver processer for at modarbejde brud på menneskerettigheder, så vurderede vi i 2021, at der ikke i et tilstrækkeligt omfang var fokus på rapportering på menneskerettigheder i værdikæden. Det var særligt i forbindelse med udvinding af kobolt sammenlignet med best practice. Derfor stemte vi for et aktionærforslag til selskabets generalforsamling om styrket rapportering på menneskerettigheder.
Forslaget blev desværre ikke vedtaget, men PensionDanmark er i fortsat dialog med selskabet om kobolt i værdikæden. Derudover opfordrer vi også selskabet til i højere grad at genanvende brugte litium-batterier fra EV-bilerne.