I PensionDanmark engagerer vi os aktivt i at påvirke virksomheder til at forbedre deres indsats inden for klima, sociale forhold og god ledelse. Vi stemmer på alle generalforsamlinger i de selskaber, hvor vi er aktionærer, og samarbejder i investorkoalitioner med andre ligesindede investorer for at maksimere vores indflydelse.
Vores ESG-rådgiver, Federated Hermes EOS, fører dialog med selskaber på vores vegne for at finde løsninger på og adressere vigtige samfundsmæssige udfordringer. I tillæg hertil har vi også direkte dialoger med udvalgte selskaber.
I 2024 har vi haft 1.095 dialoger med 499 virksomheder, både gennem Federated Hermes EOS og på egen hånd.
Virksomhedsdialog fordelt på emner
I 2024 har der været fremgang i virksomhedsdialoger, der omhandlede arbejdstager- og menneskerettigheder. Disse udgjorde 30 pct. af vores samlede dialoger og var dermed det næststørste tema i vores aktive ejerskab efter miljø og klima.
Miljø og klima udgør fortsat størstedelen af vores dialoger (53 pct.), og i 2024 intensiverede vi også dialogerne herom.

Milepæle for dialog
PensionDanmarks tilgang til ansvarlige investeringer samt investeringspolitik beror på internationale konventioner og aftaler såsom FN’s menneskerettighedserklæring, ILO-konventionerne, FN’s 17 verdensmål, OECD’s Responsible Business Conduct for Institutional Investors samt Paris-aftalen.
Selskaber screenes enkeltvis for brud på PensionDanmarks investeringspolitik. I tilfælde, hvor et selskab ikke lever op til PensionDanmarks retningslinjer, og hvor aktivt ejerskab har vist sig udsigtsløs, så kan det efter en konkret vurdering føre til eksklusion af selskabet.

Fremskridt for milepæle
For at gøre arbejdet målbart fastsættes konkrete milepæle for den dialog, der foregår med selskaberne. Et selskab kan dermed have flere milepæle for forskellige emner.
Grafen nedenfor viser fremskridtene for milepælene på forskellige emner. I 2024 var der fremgang på i alt 496 milepæle, hvilket svarer til godt 45 pct. af alle dialoger. Oftest er det komplekse emner, der skal adresseres. Derfor kan det være en tidskrævende proces, for at et selskab bevæger sig, og en milepæl dermed nås. En dialog med et selskab kan vare flere år, og nogle milepæle er sværere at nå end andre. Ligeledes bliver der løbende fastsat nye milepæle.

Målsætning
Det er PensionDanmarks målsætning at være så åbne som muligt om arbejdet med aktivt ejerskab. Der er dog visse begrænsninger i, hvor meget vi kan fortælle om specifikke virksomhedsdialoger, da fortrolighed ofte er en forudsætning for at opnå resultater.
Vi offentliggør løbende case-eksempler på aktivt ejerskab, herunder virksomhedsdialoger og afstemninger på generalforsamlinger, som giver indsigt i processen og de opnåede resultater.