Igennem de seneste år har PensionDanmark derfor fokuseret på at reducere formueandelen i almindelige obligationer, til fordel for flere investeringer i unoterede investeringer, herunder infrastruktur, kapitalfonde og direkte udlån.
Disse typer af unoterede investeringer er karakteriseret ved en stabil og mindre konjunkturfølsom indtjening, samt et forventet afkast væsentligt over obligationsrenten. Ultimo 2023 havde PensionDanmark investeret ca. 60 mia. kr. i alternativer.
Copenhagen Infrastructure Partners
PensionDanmark tog i 2012 initiativ til at etablere en ny investeringsfond, Copenhagen Infrastructure I. Den første fond og de efterfølgende forvaltes af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). CIP har ca. 186 mia. kr. under forvaltning og har fokus på investeringer i energirelateret infrastruktur med stabile forventede cashflows som fx. land- og havbaserede vindmøller, solcelleanlæg, biomassefyrede kraftværker, transmissionsnet, Power-to-X m.v.
PensionDanmarks investeringer i energi-infrastruktur foretages som investeringstilsagn til CIPs fonde. PensionDanmark er ene investor i Copenhagen Infrastructure I, CI Artemis og CI Artemis II.
PensionDanmark har givet et samlet investeringstilsagn til fondene på 31 mia. kr..