Se ledige stillinger

Økonom til PensionDanmark

Ansøgningsfrist 29. maj 2023

Tænker du analytisk, og kan du lide at systematisere data? Har du fantasi til at se hvor i tallene, den gode fortælling ligger? Så er du måske den nye kollega vi søger til teamet Økonomisk Analyse.

Om jobbet

Vores kommende kollega skal medvirke til at udarbejde analyser om PensionDanmarks medlemmers økonomiske forhold og vilkår i relation til pension og forsikring, arbejdsmarked, sundhed, uddannelse mv. Du vil desuden skulle arbejde med analyser af samspillet mellem arbejdsmarkedspension og samfundsøkonomi.

Du skal også bidrage til PensionDanmarks konkurrentovervågning og branchesammenligninger.

Endelig skal du samarbejde på tværs af huset om bl.a. produktudvikling, kommunikation og presse samt bidrage til videndelingen i huset og varetagelsen af PensionDanmarks interesser i omverdenen.

Om dig

Vi er på udkig efter en dygtig kandidat med en samfundsvidenskabelig baggrund, gerne cand. polit., cand. oecon. eller lignende.

Vi forventer desuden, at du:

  • Har stærke analytiske kompetencer og kan vurdere, om dine tal holder vand.
  • Har relevant erfaring fra lignende job eller studenterjob, hvis du er nyuddannet.
  • Interesserer dig for registerdata og andre mikrodata og har erfaring med analyser af samfundsøkonomiske forhold.
  • Har gode skriftlige formidlingsevner.
  • Har lyst til, og gerne erfaring med, at programmere i Python eller andre programmeringsværktøjer.

Som person ønsker vi os, at du er samarbejdende og opsøgende både internt i organisationen og eksternt med PensionDanmarks samarbejdspartnere. Du har blik for at kommunikere komplicerede samfundsøkonomiske analyser på en måde, der er forståelig for modtagere, der ikke har indgående samfundsøkonomisk viden. Du har blik for detaljen, har drive og kan arbejde selvstændigt og struktureret. Du sætter desuden pris på at arbejde i et team, hvor vi er i godt humør og har travlt.

Gode udviklingsmuligheder og høje krav

Du vil få job i en organisation i konstant udvikling og med muligheder for faglig og personlig udvikling. PensionDanmark tror på, at de bedste resultater opnås ved gensidig tillid, samarbejde og en fælles indsats om målene, og vi er motiverede af at gøre en positiv forskel for vores medlemmer.

PensionDanmark er en moderne arbejdsplads med en uformel omgangstone og en hurtig og effektiv beslutningsproces. Vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og fritid, og er fleksible, når det er nødvendigt.

Lønpakken vil være konkurrencedygtig og afspejle dine kvalifikationer.

Derfor skal du arbejde i PensionDanmark

PensionDanmark er ejet af arbejdsmarkedets parter. Vi arbejder alene for at sikre vores medlemmer et langt og sundt arbejdsliv og en tryg pensionisttilværelse. Samtidig investerer vi ambitiøst i erhvervsuddannelserne, ejendomme og den grønne omstilling.

Vores mål er at være Danmarks mest omkostningseffektive pensionsselskab til gavn for vores medlemmer. Derfor har vi et stærkt fokus på at sikre, at vores godt 350 medarbejdere har de bedste forudsætninger for at nå virksomhedens mål – og deres egne.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte cheføkonom Tove Birgitte Foxman på 4094 3243 eller e-mail tbf@pension.dk.

Er du interesseret i at læse mere om et job hos PensionDanmark, så kig her: https://www.pensiondanmark.com/job