I dagens udgave af Jyllands-Posten beskrives, hvordan der for nogle pensionsselskaber udbetales bonus til de større virksomheder, hvis der er færre kritisk syge eller førtidspensioner end forudsat. I PensionDanmark er der ingen aktionærer eller andre udenforstående, der skal tjene på medlemmernes opsparing. Derfor kan hele overskuddet gives videre til medlemmerne.
”Vi sætter priserne på medlemmernes forsikringsdækninger med udgangspunkt i vores forventninger til, hvor mange der kommer til at bruge dem. Hvis der er færre end forventet, der f.eks. bliver førtidspensioneret eller får konstateret en kritisk sygdom, så betyder det mindre udbetalinger end forudsat, og så kan vi sætte priserne på medlemmernes forsikringsdækninger ned. Så enkelt er det,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Der skelnes ikke mellem gode og dårlige liv
”I arbejdsmarkedspensionsordninger som PensionDanmark bliver medlemmerne optaget, når vi får den første pensionsindbetaling. Det er solidariske ordninger, hvor der ved optagelse ikke skelnes mellem ”gode liv” og ”dårlige liv”, men hvor alle kommer med på lige vilkår,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Tiltag til at reducere sygefravær – og på sigt antallet af førtidspensionister
I 2005 introduceredes PensionDanmark Sundhedsordning, der giver medlemmerne adgang til behandling med bl.a. fysioterapi og kiropraktik på 120 centre over hele landet. Fra årsskiftet vil mere end 150.000 medlemmer være omfattet af dette produkt. PensionDanmark Sundhedsordning blev i 2009 suppleret med Hurtig Diagnose, der hjælper sygemeldte medlemmer til hurtigt at få stillet en diagnose, så de hurtigt kan komme tilbage til jobbet og kollegaerne. Pt. er knap 15.000 medlemmer omfattet af det produkt.
”Formålet med tiltagene inden for sundhed og forebyggelse er at være med til at forebygge, at små skavanker vokser sig til store problemer – der i sidste ende kan føre til en førtidspension. Hvis vi med en målrettet indsats kan være med til at reducere antallet af førtidspensioner, så vil det kontant komme medlemmerne til gode gennem lavere udgifter til forsikringsdækninger og derfor større opsparing til alderspension,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.