Se alle nyheder

PensionDanmark godt forberedt på længere levetider

De lønmodtagere, der træder ind på arbejdsmarkedet i dag, kan se frem til at leve fem-seks år længere, end deres kollegaer, der går på pension de kommende år. Det har PensionDanmark taget højde for.

Finanstilsynet har orienteret landets pensionsselskaber om, at tilsynet fremover vil have øget fokus på selskabernes forventninger til medlemmernes levetid. PensionDanmark har allerede indrettet pensionsordningen, så medlemmerne ved, hvad de kan regne med – også selvom de lever stadigt længere.

”Det er velkendt, at danskerne lever stadigt længere. Det tager vi højde for i pensionsordningens beregningsforudsætninger. Prognoser for pensionernes størrelse tager højde for, at hver generation af medlemmer – heldigvis – kan regne med at leve længere,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Medlemmer, der er 60 år i dag, og som forlader arbejdsmarkedet, når de fylder 65 år, kan i gennemsnit se frem til en pensionisttilværelse på knap 19 år. Deres unge kollegaer, der træder ind på arbejdsmarkedet i disse år, kan med de nuværende prognoser se frem til at have 24 år til gode, når de når de 65 år.

Velfærdsaftalen vil betyde senere tilbagetrækning

Velfærdsaftalen fra 2006 indebærer, at efterlønsalderen gradvist hæves til 62 år fra 2019 til 2022. Folkepensionsalderen hæves tilsvarende frem mod 2027 til 67 år. Derefter træffer Folketinget beslutning om yderligere ændringer i aldersgrænserne for efterløn og folkepension hvert 5. år på baggrund af udviklingen i befolkningens levealder.

”I lyset af Velfærdsaftalen er det PensionDanmarks forventning, at den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder vil vokse i takt med den længere levetid og den hermed afledte forhøjelse af efterløns- og folkepensionsaldrene. I dag forlader de fleste af vores medlemmerarbejdsmarkedet, når de er 62-63 år. De unge medlemmer må regne med, at deres pensionsalder vil være omkring 70 år,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Medlemmerne kan checke, om de sparer nok op til pension

Medlemmerne kan logge sig på pension.dk her, og se deres egne oplysninger for, hvor meget de under en række forudsætninger kan vente at få i pension ved forskellige pensionsaldre.

De kan desuden bruge PensionDanmarks Pensionsberegner, hvis de vil vide, hvor meget ekstra indbetalinger til pensionsordningen giver i ekstra årlig pension, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.