Berlingske Business bringer i dag en misvisende artikel med sammenligninger af pensionsselskabernes afkast i ti-årsperioden 2000-2009. I sammenligningen placeres PensionDanmark i den nederste fjerdedel med et påstået gennemsnitsafkast på 3,3 pct.
2009 afkast er 14,2 pct. og ikke 10,5 pct.
Berlingske har – på trods af at PensionDanmark har oplyst journalisten om de korrekte tal – vedrørende 2009 anvendt et afkast på 10,5 pct. og ikke de 14,2 pct., som blev investeringsafkastet. De 10,5 pct. er afkastet på den beskedne del af porteføljen, som vedrører de 3.000 medlemmer, som har gamle rentegarantier. Ved anvendelse af 14,2 pct. vedrørende 2009 løftes 10-års gennemsnittet til 3,7 pct.
Valg af start og slutår har stor betydning
Berlingske har valgt en afgrænsning af perioden, som omfatter de to største kursfald i nyere tid på aktiemarkederne (2000-2001 og 2008), og hvor de faldende obligationsrenter har givet store kursstigninger på obligationer. I hele 10-års perioden har obligationer givet et gennemsnitligt afkast på 6,7 pct. p.a., mens aktierne har opnået et gennemsnitligt afkast på minus 1,5 pct. p.a.
PensionDanmark arbejder med produkter uden høje rentegarantier, og investerer derfor med en højere aktieandel end gennemsnittet for branchen. Derfor kommer vi ud under gennemsnittet for branchen, når man ser på netop denne ti-års periode.
De seneste års markedsudvikling har i høj grad været til fordel for pensionsselskaber med høje rentegarantier, som typisk har haft hovedparten af deres formue investeret i obligationer og/eller afledte renteinstrumenter til afdækning af deres rentegarantier.
Den højere aktieandel var en fordel i 2009, og i lyset af det nuværende renteniveau vurderer vi, at det også fremadrettet vil være en fordel.
Endelig er det værd at understrege, at gennemsnittene er meget følsomme over for valg af periode samt start- og slutår. PensionDanmark havde til eksempel et afkast på 23,1 pct. i 1999. Hvis afkastet beregnes for perioden 1999-2009 løftes PensionDanmarks gennemsnitsafkast til 5,5 pct. p.a.
Set over hele PensionDanmarks levetid (siden 1993) er der opnået et konkurrencedygtigt afkast på i gennemsnit 7,8 pct. p.a.
Meget konkurrencedygtig kontorente
For medlemmerne er det afgørende, hvor stor en rentetilskrivning, de får på deres opsparing.
I perioden fra 2000-2009 har PensionDanmarks medlemmer fået en rentetilskrivning på sammenlagt 71,4 pct. efter skat på deres opsparing til livsvarig alderspension. Det er blandt de højeste i branchen.
Rentetilskrivning på medlemmernes opsparing til livsvarig alderspension
Årlig tilskrivning |
2005 |
2006 |
2007 |
2008 |
2009 |
Akkumuleret |
Akkumuleret |
PensionDanmark |
5,5 |
6,0 |
6,0 |
2,5 |
12,4 |
36,6 |
71,4 |