Det samlede investeringsafkast blev på 9,9 mia. kr. før skat, hvilket er ny rekord for et halvår. I 1. halvår i år fik medlemmerne forrentet deres opsparing med mellem 6,5 pct. (alder 40 år) og 6,6 pct. (alder 65 år). Og afkastet for disse puljer er vokset yderligere siden halvårsskiftet til nu at være hhv. 8,3 pct. og 8,4 pct. før skat.
”Det er et tilfredsstillende resultat, som afspejler, at der har været positive afkast på alle aktivklasser. Det er usædvanligt, at markederne på samme tid oplever aktiekursstigninger og rentefald. Vi forsøger at sammensætte en balanceret portefølje, som kan klare sig fornuftigt, både når solen skinner, og når det regner. Med afkast på knap 35 pct. over de seneste tre år er det lykkedes,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
I 1. halvår gav de børsnoterede aktier et afkast på 6,6 pct. og investeringerne i danske stats- og realkreditobligationer et afkast på 5,2 pct. Det største afkast på 12,6 pct. kom fra investeringerne i private equity-fonde. Investeringerne i infrastruktur og ejendomme udgør nu knap 20 pct. af balancen og lever op til formålet om at give forholdsvis stabile afkast på henholdsvis 4,4 pct. og 4,6 pct.
Også de samlede indbetalinger til PensionDanmark på 6,8 mia. kr. i 1. halvår i år er ny rekord for et halvår. Til sammenligning var indbetalingerne i 1. halvår 2013 på 5,2 mia. kr. Det rekordhøje niveau for indbetalingerne er trukket af vækst i både indgående overførsler og de løbende indbetalinger.
”Det har haft særlig stor betydning for de samlede indbetalinger, at medlemmerne i år har overført pensioner til os som aldrig før. Denne udvikling er meget positiv. For når medlemmerne på den måde samler deres pensioner i ét selskab, slipper de for at betale administrationsomkostninger flere steder og får samtidig et bedre overblik over deres pensionsordning,” siger Torben Möger Pedersen.
Udbetalingerne blev i årets første halvår på ca. 2,5 mia. kr. Da indbetalingerne således markant oversteg udbetalingerne i perioden, fortsætter væksten i PensionDanmarks samlede balance, som passerede 165 mia. kr. ved udgangen af 1. halvår.
Læs halvårsrapporten her
Hoved- og nøgletal | 1. halvår 2014 | 1. halvår 2013 |
Indbetalinger, mio. kr. | 6.780 | 5.237 |
Afkast af investeringsaktiver før skat, mio. kr. | 9.924 | 2.241 |
Udbetalinger, mio. kr. | 2.477 | 2.469 |
Balance, mio. kr. | 165.313 | 142.460 |
Omkostningsprocent | 2,1 | 2,6 |
Omkostning i kr. pr. forsikret | 198 | 193 |
Antal medlemmer, ultimo | 652.138 | 636.753 |
Afkasttilskrivning før skat, pct. alder 40 | 6,5 | 3,0 |
Afkasttilskrivning før skat, pct. alder 65 | 6,6 | 0,4 |