Hver dag falder 10 danskere om med hjertestop. Kun én overlever. Den statistik vil Hjerteforeningen forbedre med kampagnen ”Gør noget for hjertet”. Kampagnens mål er at uddanne minimum 250.000 danskere i førstehjælp, der kan redde liv. Samtidig vil man indsamle 15 mio. kr. til forskning om, hvorfor hjertestop opstår. PensionDanmark støtter kampagnen op til tv-indsamlingsshowet ”Charlies Hjertegalla” lørdag den 19. november.
”Det er et rigtig godt initiativ fra en tæt samarbejdspartner, som er meget relevant for vores medlemmer. Hver tredje, der får en forsikringsudbetaling ved kritisk sygdom, har problemer med hjertet. I 2010 drejede det sig om 700 medlemmer. Desuden dør hvert år mellem 300 og 400 af PensionDanmarks medlemmer af hjertestop,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Vi er glade for støtten fra PensionDanmark, der bl.a. er med til at understøtte livsvigtig forskning, der skal hjælpe os med bedre forebyggelse, så færre danskere i fremtiden rammes af og dør af hjertestop,” siger Inge Vestbo, adm. direktør i Hjerteforeningen
Om kampagnen ”Gør noget for hjertet”
Kampagnen ”Gør noget for hjertet” løber over fem år, hvor målet er at indsamle 15 mio. kr. til forskning i hjertestop. Hjerteforeningen har et mål om at give minimum 250.000 danskere gratis kurser i førstehjælp inden udgangen af 2016. Kampagnen kulminerer med tv-indsamlingsshowet ”Charlies Hjertegalla”, som sendes på TV2 Charlie lørdag den 19. november kl. 21-23.
Samarbejde har givet 1.600 et års frit medlemskab af Hjerteforeningen
Hjerteforeningen og PensionDanmark indledte i sensommeren 2009 et samarbejde, som sikrer hurtig og målrettet hjælp til medlemmer af pensionsselskabet, der rammes af en sygdom i hjertet. Medlemmerne får – udover en forsikringsudbetaling på typisk 100.000 kr. – et års frit medlemskab.
Godt 1.600 medlemmer i PensionDanmark har siden 2009 fået et års frit medlemskab af Hjerteforeningen. Herudover har godt 4.000 medlemmer – der er blevet ramt af andre kritiske sygdomme – fået et års frit medlemskab i en relevant patientforening via pensionsordningen i PensionDanmark.