I januar i år blev der indgået en aftale mellem regeringen og pensionsbranchen om at indskyde i alt 5 mia. kr. i Dansk Vækstkapital, der skal stille kapital til rådighed for iværksættere og mindre og mellemstore vækstvirksomheder.
”Dansk beskæftigelse og vækst er afhængig af succesfulde iværksættere og en positiv udvikling blandt de mange mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv. Det er vigtigt, at de har adgang til risikovillig kapital, så vi er klar til at investere ekstra 220 mio. kr. i disse virksomheder”, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Dansk Vækstkapital er en investeringsfond, der foretager investeringer i small og mid cap-fonde, venturefonde samt fonde, der udbyder ansvarlig lånekapital.
”Der er fundet en god model, der øger udbuddet af risikovillig kapital til gavn for iværksættere og de mindre vækstvirksomheder samtidigt med, at vi kan forvente et godt afkast til medlemmerne af vores investering”, siger Torben Möger Pedersen.
PensionDanmark har i dag lån på 6 mia. kr. til større virksomheder og har med det seneste tilsagn til Dansk Vækstkapital investeret godt 5 mia. kr. i kapitalfonde, der investerer i ikke-børsnoterede vækstvirksomheder.