PensionDanmark er i stærk vækst. Balancen forventes at vokse fra de nuværende godt 100 mia. kr. til omkring 175 mia. kr. over de næste fem-seks år. Der investeres i både aktier, obligationer og ejendomme – men også i stigende grad i alternative investeringer som havmølleparker, motorveje, havneanlæg og sygehuse. Først for nylig skete det store gennembrud på dansk jord.
”Vores investeringer i havmølleparkerne i Nysted og ved Anholt er et gennembrud for investeringer af danske pensionskassemidler i dansk infrastruktur. Der er udviklet en model, som kan og bør genbruges på andre områder. Med den erfaring, vi nu har oparbejdet på området og internt i organisationen, giver det os mod på mere”, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Han henviser bl.a. til behovet for en udbygning af den danske transportinfrastruktur, der er præget af trængsel flere steder i landet, renovering af skoler og kloaknet, investeringer i den nødvendige omstilling til vedvarende energi og byggeriet af nye hospitaler. Det er kapitalintensive investeringer, som udfordrer loftet for den offentlige gældssætning.
5-10 mia. kr. i infrastruktur
PensionDanmark har investeret og givet tilsagn for i alt 8 mia. kr. i infrastruktur. Fra solcelleanlæg i Spanien, energianlæg i USA, motorveje i Storbritannien til superhospitalet Karolinska i Stockholm. I Danmark kom gennembruddet med direkte investeringer i Nysted og Anholt Havmøllepark for samlet godt 4 mia. kr.
PensionDanmark har som mål at investere op mod 10 pct. af den samlede formue i infrastruktur. De langsigtede investeringer stemmer godt overens med en pensionsopsparing, hvor et stabilt afkast væsentligt over obligationsrenten giver medlemmerne en god forrentning.
”Min vurdering er, at vi de næste fem år kan investere 5-10 mia. kr. mere i infrastruktur, hvis de rigtige projekter dukker op. Det er derfor positivt, at regeringen med Konkurrencepakken har åbnet for en dialog med investorerne om at skabe bedre muligheder for OPP-projekter i Danmark ”, siger Torben Möger Pedersen.
Offentlig-Private-Partnerskaber (OPP) – hvorfor og hvordan:
Hvorfor? Det giver en bedre totaløkonomi i projekter, fordi design, konstruktion, drift og vedligeholdelse samtænkes fra start. Det offentlige får bedre kvalitet og lavere omkostninger og større sikkerhed for, at projekterne gennemføres til tiden og til det aftalte budget.
Hvordan er rollefordelingen? Offentlig myndighed: Definerer opgaven, modtager ydelsen og betaler en på forhånd fastsat pris. Den private entreprenør: Designer, opfører, vedligeholder og står for driften. Investor: Leverer kapital, der kan bindes i en lang periode, og tager en del af forretningsrisikoen.