Se alle nyheder

PensionDanmark med i banebrydende OPP-samarbejde

PensionDanmark vil sammen med to andre pensionsselskaber i de kommende år investere op til 5 mia. i nye offentlige bygninger og anlæg. Det skal ske via et nyt OPP-samarbejde med Sampension, PKA, MT Højgaard og DEAS.

PensionDanmark har i dag indgået aftale om at etablere en helt ny OPP-organisation i et nyskabende samarbejde med entreprenørkoncernen MT Højgaard, administrationsselskabet DEAS og to andre pensionsselskaber (PKA og Sampension).  Den nye OPP-organisation tilbyder kommuner, regioner og staten at bygge og vedligeholde offentlige bygningsprojekter. Parterne er over de næste par år parate til at investere op til 5 mia. kr. i bygningsrelaterede OPP-projekter (Offentlig Private Partnerskaber) i kommuner, regioner og staten.

Parterne vil fremover i fællesskab byde på opgaver, hvor en offentlig myndighed ønsker at opføre en ny bygning eller nyt anlæg som et OPP-projekt. Anlægssummen skal være på mindst 50 mio. kr. Investeringsrammen giver mulighed for at finansiere mellem 50 og 100 nye offentlige projekter.

"Vi er glade for aftalen om det nye OPP-samarbejde. For projekterne vil give medlemmerne et godt afkast, skabe mange arbejdspladser og desuden komme brugerne og skatteyderne til gavn," siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Han påpeger, at traditionelle offentlige anlægsprojekter erfaringsmæssigt har det med at skride tidsmæssigt og blive dyrere end forventet. Og når bygningerne og anlæggene så er opført, har de en tendens til at forfalde, fordi vedligeholdelse ikke prioriteres tilstrækkeligt.

”De problemer undgår man ved at anvende OPP-modellen. Her har parterne en tilskyndelse til at blive færdige til den aftalte tid og pris og desuden tænke i langtidsløsninger, der holder. Derfor giver OPP-projekter bedre kvalitet og økonomi på den lange bane,” siger Torben Möger Pedersen.

Disse fordele er senest dokumenteret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en undersøgelse af erfaringerne med de første 13 OPP-projekter i Danmark. Det gælder bl.a. et nyt parkeringshus i Randers og Tinglysningsretten i Hobro. I rapporten vurderer de ordregivende myndigheder, at der i OPP-projekterne er udviklet ”totaløkonomisk optimerende og innovative løsningsforslag”, at kvaliteten i byggeriet er høj, og at anlægsarbejdet er færdiggjort til den aftalte tid eller tidligere.

"Med det nye samarbejde er vejen banet for det OPP-gennembrud, som man har talt om i årevis. Nu er det så op til staten, regionerne og kommunerne at gøre brug af det nye tilbud om et ”one-stop-shop”, hvor alle kompetencer er samlet ét sted: design og byggeri, facility management og finansiering. Vi er klar," siger Torben Möger Pedersen.

Om OPP-samarbejdet:

Der er indgået aftale om et samarbejde mellem PensionDanmark, PKA, Sampension, MT Højgaard og DEAS om at investere op til 5 mia. kr. i danske OPP-projekter i de kommende år. Fokus vil være bygningsrelaterede OPP-projekter i kommunerne, regionerne og staten. Projekterne skal have en anlægssum på mindst 50 mio. kr.

Et bygningsrelateret OPP-projekt defineres som et projekt, hvor en offentlig myndighed udbyder en kontrakt med en privat part om at designe, bygge, drifte og finansie-re en bygningsrelateret facilitet over en længere årrække.