Se alle nyheder

PensionDanmark med til at bygge nyt Nordea-domicil

Sammen med Nordea Liv & Pension og Lægernes Pensionskasse skal PensionDanmark opføre Nordea Bank Danmarks nye domicil i København. Pris: 1,3 mia. kr.

PensionDanmarks medlemmer bliver medejere af Nordea Bank Danmarks kommende domicil i Ørestaden i København. Sammen med Nordea Liv & Pension og Lægernes Pensionskasse har PensionDanmark i dag købt grunden ved siden af DR Byen, hvor domicilet skal opføres. Investeringen er på 1,3 mia. kr. og sker via et nyoprettet selskab, som de tre investorer hver kommer til at eje en tredjedel af.

”Det nye domicil kommer til at ligge perfekt, og vi har med Nordea Bank Danmark fået en solid lejer på en meget lang kontrakt. Og så er byggeriet klimavenligt. Alt sammen opfylder vores betingelser for en god ejendomsinvestering, der vil sikre medlemmerne et godt og stabilt afkast,” siger direktør Søren Ulslev, PensionDanmark Ejendomme.

Når domicilet efter planen står klar i 2016, flytter 2.200 medarbejdere ind. De skal huses i to bygninger med et samlet etageareal på 46.000 m2 og et kælderareal på 11.000 m2. Investeringen giver desuden mulighed for at bygge yderligere to bygninger på nabogrunden. Sker det, når det samlede etageareal op på 70.000 m2.

Byggeriet af Nordea Bank Danmarks nye domicil går i gang i 2013, når der foreligger en godkendt lokalplan.