Se alle nyheder

PensionDanmarks største ejendomsinvestering hædret

FN Byen i København, som PensionDanmarks medlemmer blev medejere af kort før jul, har modtaget den prestigefulde pris GreenBuilding Award. Prisen, som uddeles af EU-Kommissionen, tildeles byggeprojekter, som er særligt energibesparende og innovative.

Og de kriterier lever FN-Byen i den grad op til. Bygningen, som er under opførelse på sin egen ø ved Marmormolen i København, er bl.a. energieffektiv, har solcellesystem på taget og er såkaldt LEED-certificeret som den første i Norden.

”Vi er stolte af prisen og af byggeriet. FN Byen bliver et vigtigt udstillingsvindue for København som Nordeuropas grønne metropol. Byggeriet vil give beskæftigelse til mange hundrede bygningsarbejdere, og vigtigst af alt vil vores investering i FN Byen sikre medlemmerne et godt afkast,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

PensionDanmark købte i december FN Byen sammen med ATP og By & Havn for en pris på godt 2,1 mia. kr. Konsortiets ejerskab blev fordelt med 45,75 pct. til hhv. PensionDanmark og ATP og 8,5 pct. til By & Havn. Dermed var der tale om den største ejendomshandel i 2011 og PensionDanmarks hidtil største ejendomsinvestering. I handlen indgår desuden byggeretter på to kontortårne på i alt 58.000 m2 på hhv. Marmormolen og spidsen af Langelinie.

FN Byens knap 45.000 m2 og 6.000 m2 kælder udlejes til den danske stat med et antal FN-organisationer som brugere. Indflytning forventes påbegyndt i starten af 2013.

Læs mere om prisen her.