Den første mølle i parken blev rejst 3. september 2012 og sendte den første strøm ind på det danske el-net 21. september 2012. Og nu ni måneder efter er alle møller i parken i drift. I 2011 købte PensionDanmark 30 pct. af Anholt Havmøllepark.
"Opførelsen af Anholt Havmøllepark er gået rigtig godt. Det bekræfter vores vurdering af DONG Energy som en globalt førende virksomhed inden for dette felt. Vores medlemmer kan nu se frem til mange år med et stabilt og attraktivt afkast på vores investering, og modellen med DONG Energy er blevet et forbillede for lignende joint ventures andre steder i verden," siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Parken er med sine i alt 400 MW Danmarks største havmøllepark, og de 111 møller producerer ren og CO2-fri elektricitet svarende til i alt 400.000 danske husstandes forbrug eller fire pct. af det samlede danske elforbrug.
"Dette er en utrolig vigtig milepæl for Anholt Havmøllepark. Da vi bød ind på opgaven i 2010 vidste vi, at det ville blive en hård opgave at installere de 111 møller i løbet af to vintre og en sommer, men ved god planlægning og effektiv projektstyring er vi kommet i mål inden for tidsplanen og inden de tidsfrister, der var formuleret i udbudsvilkårene,” siger projektdirektør Flemming Thomsen, DONG Energy.
Fakta om Anholt Havmøllepark
- Anholt Havmøllepark indvies officielt 4. september 2013 under overværelse af regentparret.
- Parken består af i alt 111 møller med en kapacitet på hver 3,6 MW.
- Den samlede kapacitet bliver på 400 MW og kan dermed levere strøm svarende til 400.000 danske husstandes årlige forbrug.
Fakta om teknologien
- Møllerne er leveret af Siemens Wind Power.
- Nacellerne er lavet på Siemens’ fabrik i Brande, vingerne i Aalborg og tårnene i Herning og Varde.
- Samlet vægt pr. mølle er 460 tons, fordelt på 18 tons pr. vinge, tårnet 200 tons og nacellen på 205 tons.
- De 111 fundamenter er lavet i Aalborg af Bladt Industries, mens installationen af fundamenterne er foretaget af MT Højgaard.
- Fundamenterne varierer i længde mellem 33-47 meter og vejer mellem 400-630 tons.
- Energinet.dk har etableret og driver transformerplatformen, der transporterer elektriciteten til land.