Godt 20 måneder efter første spadestik bliver Anholt Havmøllepark, som PensionDanmarks medlemmer er medejere af, i dag officielt indviet. Det sker under overværelse af bl.a. Hendes Majestæt Dronningen og statsminister Helle Thorning-Schmidt.
”Vores investering i Anholt Havmøllepark vil give vores medlemmer et attraktivt og stabilt afkast og samtidig levere masser af grøn strøm til de danske husstande,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Det er DONG Energy, som står for opførelse, drift og vedligeholdelse af parken, mens PensionDanmark og PKA er med som investorer.
”Anholt Havmøllepark er beviset på, at der for dansk økonomi og beskæftigelse er store perspektiver i at etablere partnerskaber mellem virksomheder med spidskompetencer og kapitalstærke pensionsinvestorer, der tænker langsigtet,” siger Torben Möger Pedersen.
Investeringen i Anholt Havmøllepark er på 3,8 mia. kr. og dermed PensionDanmarks største enkeltinvestering til dato. PensionDanmark er desuden medejer af Nysted Havmøllepark herhjemme samt tre vindmølleparker i USA. Derudover har PensionDanmark tidligere i år givet tilsagn om en investering i USA’s første havmøllepark, Cape Wind. Over de næste 4-5 år vil PensionDanmark investere yderligere 12 mia. kr. i infrastrukturprojekter – hovedparten i energiproduktions- og energitransmissionsanlæg.
Fakta om Anholt Havmøllepark
- Anholt Havmøllepark er Danmarks største havmøllepark.
- Den består af 111 vindmøller med en samlet kapacitet på 400 MW.
- Parken kan dække 400.000 husstandes årlige forbrug med CO2-fri elektricitet.
- Parken strækker sig over 88 km2 svarende til mere end 12.000 fodboldbaner.
- PensionDanmark ejer 30 pct. af parken, mens PKA og DONG Energy har en ejerandel på hhv. 20 pct. og 50 pct.