PensionDanmark vandt sammen med ATP prisen i kategorien ”Best Institutional Investor in Nordic Countries” for byggeriet af FN Byen. Det skete torsdag aften i London.
”Vi er stolte over prisen. FN Byen er et prestigebyggeri i stor skala, hvor vi har haft store ambitioner om arkitektonisk og miljømæssig høj kvalitet. Derfor er det også meget tilfredsstillende, når andre sætter pris på det, vi har bygget,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Han fremhæver, at FN Byen, der ejes i et konsortium sammen med ATP og By & Havn, er et godt eksempel på PensionDanmarks ejendomsstrategi. Her går man målrettet efter velbeliggende ejendomme i høj kvalitet.
PensionDanmark har investeret 9,6 mia. i danske erhvervs- og boligejendomme svarende til 7 pct. af formuen. Målet er at øge denne andel til mindst 10 pct. i 2015. Ejendomsinvesteringerne skal give medlemmerne i PensionDanmark et godt og stabilt afkast i en tid med rekordlave obligationsrenter.
Om FN Byen
FN Byen, der ligger på Marmormolen i København, er ejet af et konsortium bestående af PensionDanmark, ATP og By & Havn. Byggeriet er bæredygtigt og LEED-certificeret. FN Byens knap 45.000 m2 og 6.000 m2 kælder udlejes til den danske stat og vil samle alle FN’s aktiviteter i Norden. Indflytning forventes senere på året.
Konsortiets ejerskab er fordelt med 45,75 pct. til hhv. PensionDanmark og ATP og 8,5 pct. til By & Havn