53-årige Mogens Muff er uddannet civilingeniør og har en lang karriere i entreprenør- og ejendomsbranchen bag sig. Han har været divisionsdirektør i MT Højgaard og før det bl.a. ejendomschef i DSB, divisionsdirektør i Skanska Danmark og koncerndirektør i NCC Danmark. Mogens Muff starter i det nye job fredag den 1. marts 2013.
”Vi er meget tilfredse med at få Mogens Muff med i vores investeringsteam. Han har stærke kompetencer og som erfaringer som både entreprenør og ansvarlig for store ejendomsporteføljer. Derfor er vi sikre på, at Mogens Muff er den rette til at lede vores ambitiøse satsning på at udbygge porteføljen af erhvervs- og boligejendomme i Danmark,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Fakta om PensionDanmark Ejendomme
PensionDanmark har ejendomme for 9 mia. kr. og vil over de næste fem år investere yderligere 10 mia. kr. i danske ejendomme. Blandt de seneste større ejendomsprojekter er investeringen i FN Byen på Marmormolen, i Portland-siloerne på Nordhavn og aftalen om opførelse af nyt domicil til Nordea Bank i Ørestaden – alle projekter, som er gennemført i samarbejde med andre investorer. I 2013 vil tre store boligbyggerier blive afsluttet. Det drejer sig om Horisonten i Ørestaden (89 lejligheder), Kanalfronten i Vejle (111 lejligheder) og Isbjerget på Aarhus Havn (211 lejligheder).
Goddag-og-farvel reception
PensionDanmark markerer vagtskiftet på posten som direktør for PensionDanmark Ejendomme med en reception, hvor der vil være mulighed for at sige farvel til Søren Ulslev og goddag til Mogens Muff.
Fredag den 8. marts 2013 kl. 15-17 hos PensionDanmark, Langelinie Allé 41, 2100 København Ø.