Det er hverken nødvendigt at ringe til PensionDanmark eller møde op, hvis man som medlem ønsker at få gode råd om pensionen, der er skræddersyet til ens behov. Rådgivningen kan fås i en kort mail hver tredje måned. Og denne form for digital pensionsrådgivning er populær.
Det viser nye tal fra PensionDanmark.
Siden maj 2010, hvor PensionDanmark gjorde det muligt for medlemmerne at tilmelde sig den såkaldte rådgivningsmail, har 100.000 medlemmer tilmeldt sig. Det er vel at mærke sket, uden at medlemmerne har deltaget i konkurrencer el.lign. på PensionDanmarks hjemmeside.
"I stedet for at sende lange, komplicerede breve, der ikke bliver læst, arbejder vi systematisk på at gøre pension lettilgængeligt for medlemmerne. Dels ved at kommunikere i et sprog, der er til at forstå, og dels ved at være til stede på de platforme, hvor medlemmerne er som fx mail og app. Og tallene viser, at denne digitale tilgang er vejen frem,” siger direktør Flemming Tovdal Schmidt, PensionDanmark.
Rådgivningsmailene lander hverken i spamfilteret eller den elektroniske skraldespand. Tværtimod viser PensionDanmarks tal, at der er markant flere, som logger sig ind på deres personlige pensionssider, hver gang rådgivningsmailen sendes til medlemmerne. Og samtidig mangedobles antallet af medlemmer, som tilpasser pensionsordningen på nettet efter mailudsendelsen.
”Det er en rigtig god nyhed, at medlemmerne bruger rådgivningsmailen aktivt til at tjekke og få styr på pensionsordningen. Og det illustrerer, at der faktisk er en stor interesse for pension, så længe stoffet er lettilgængeligt,” siger Flemming Tovdal Schmidt.
Om rådgivningsmailen i PensionDanmark
Medlemmer kan tilmelde sig en rådgivningsmail på PensionDanmarks hjemmeside. Den udsendes fire gange om året. PensionDanmark bruger de oplysninger, der er til-gængelige om medlemmet, til at sende målrettede, individualiserede pensionsråd i mailen. Hvis der fx er sket ændringer i medlemmets familiære forhold fornylig, kan medlemmet få en mail med råd om, at det kan være nødvendigt at tjekke forsikrin-gerne i pensionsordningen.