Det er nu et år siden, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Statsminister Helle Thorning-Schmidt indviede Anholt Havmøllepark på en meget vindfattig dag. Siden har der været anderledes gang i de 111 vindmøller, der er kommet rigtig godt fra start.
Vindmøllerne har ifølge DONG Energy, der er ansvarlig for driften, leveret en meget høj strømproduktion. Og det er med til at give gode afkast til medlemmerne i PensionDanmark, der ejer 30 procent af havmølleparken.
”Anholt Havmøllepark opfylder de kriterier, vi stiller til en alternativ investering. Risiciene er begrænsede, driften er sikker, og produktionen er uafhængig af de økonomiske konjunkturer. Det første år har investeringen givet medlemmerne det forventede afkast, og det vil den blive ved med mange år frem. Vi lægger også vægt på, at vi med investeringen i Anholt Havmøllepark understøtter omstillingen til bæredygtig og klimavenlig energiproduktion,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Fakta om Anholt Havmøllepark
- Anholt Havmøllepark drives af DONG Energy, der ejer 50 pct. af parken, mens PensionDanmark og PKA har en ejerandel på hhv. 30 og 20 pct.
- Parken består af i alt 111 møller med en kapacitet på hver 3,6 MW.
- Den samlede kapacitet er på 400 MW og kan dermed levere strøm svarende til cirka 400.000 danske husstandes årlige forbrug.
- Parken er opført i perioden 2012-2013 og dækker et 88 km2 stort område imellem Djursland og øen Anholt.