Så er byggeriet af Alfa Lavals nye domicil på Aalborgs østlige havnefront i gang. Første spadestik blev i dag taget på den 6.000 m2 store ejendom, som PensionDanmarks medlemmer kommer til at eje, når domicilet står klar i sommeren 2015.
Det er PensionDanmarks første ejendomsinvestering i Aalborg, og investeringen på 126 mio. kr. vil skabe godt 100 arbejdspladser i opførelsesperioden.
”Vi er meget glade for, at 3F’ernes eget pensionsselskab nu for første gang investerer i Aalborg. For foruden et godt afkast betyder investeringen, at der bliver skabt lokale 3F-arbejdspladser på ordnede vilkår for vores egne pensionskroner,” siger Søren Elsberg, formand for 3F Aalborg.
”Investeringen i Alfa Lavals kommende domicil vil først og fremmest komme medlemmerne til gode i form af et stabilt godt afkast i mange år. Men investeringer i nybyggeri som denne skaber også arbejdspladser til medlemmerne. Det er et ekstra plus,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark, der i dag tog første spadestik på byggeriet sammen med bl.a. borgmester Thomas Kastrup Larsen, Aalborg Kommune, og adm. direktør Søren Krarup, Alfa Laval Aalborg.
PensionDanmark har investeret godt 12 mia. kr. i danske erhvervs- og boligejendomme og vil i de kommende år investere omkring 2 mia. kr. yderligere om året i ejendomme.
Fakta om investeringen
Sælger: TK Development i partnerskab med Lauritzen Gruppen
Projektudvikler: TK Development
Investor: PensionDanmark
Lejer: Alfa Laval Aalborg
Beløb: 126 mio. kr.
Areal: 6.000 m2 med plads til 300 medarbejdere
Beliggenhed: Aalborgs østlige havnefront
Arkitekt: PLH Arkitekter A/S
Ingeniør: OBH Rådg. Ingeniører A/S
Totalentreprenør: Gråkjær Industribyg A/S
Forventet byggestart: marts 2014
Forventet indflytning: april 2015
Forventet overdragelse til PensionDanmark: juni 2015