I årets første tre måneder blev PensionDanmarks investeringsafkast på 9,8 mia. kr. før skat. Det er mere end en fordobling i forhold til samme periode sidste år.
Medlemmerne fik i 1. kvartal forrentet deres opsparing med mellem 4,2 pct. (alder 65) og 6,9 pct. (alder 40) før skat.
Balancen voksede til 182 mia. kr. i 1. kvartal. Her blev indbetalingerne på 2,6 mia. kr., mens udbetalingerne blev på 1,5 mia. kr. De løbende indbetalinger steg med godt 8 pct. og bekræfter dermed, at der er ved at komme god vækst i beskæftigelsen i de virksomheder, som har pensionsordning i PensionDanmark.
”Vi er godt tilfredse med resultaterne i 1. kvartal, hvor vi som andre investorer især nød godt af de stigende aktiekurser. Vi ser dog fortsat betydelige udsving på de finansielle markeder, og derfor fortsætter vi med at udbygge vores portefølje af stabile alternativer,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
PensionDanmarks investeringer i infrastruktur er i 1. kvartal blevet udbygget med endnu en investering i et biomassefyret kraftværk i England - det tredje i rækken - via fonden Copenhagen Infrastructure II. Til ejendomsporteføljen er føjet tre store ejendomme i Ballerup, Odense og Aalborg med it-virksomheden KMD som lejer.
Hoved- og nøgletal | 1. kvartal 2015 | 1. kvartal 2014 |
Indbetalinger, mio. kr. | 2.574 1 | 3.733 2 |
Afkast af investeringsaktiver, før skat, mio. kr. | 9.786 | 4.236 |
Udbetalinger, mio. kr. | 1.487 | 1.231 |
Balance, mio. kr. | 182.233 | 157.454 |
Omkostningsprocent | 2,1 | 2,1 |
Omkostning i kr. pr. forsikret | 77 | 114 |
Antal medlemmer, ultimo | 662.118 | 647.846 |
Afkasttilskrivning før skat, pct. alder 40 | 6,9 | 2,6 |
Afkasttilskrivning før skat, pct. alder 65 | 4,2 | 3,0 |
1 Indbetalingerne i 1. kvartal 2015 dækker kun over de løbende indbetalinger, da der af systemmæssige årsager ikke er registreret indgående overførsler i kvartalet.
2 Indbetalingerne i 1. kvartal 2014 er påvirket af overførsler på i alt 1,2 mia. kr. fra Industriens Pension, der af tekniske årsager er bogført i dette kvartal. De løbende indbetalinger var i 1. kvartal 2014 2,37 mia. kr.