”Klimainvesteringsfonden er en helt ny type offentligt-privat samarbejde, hvor statslige midler og private pensionsinvesteringer arbejder sammen om at udnytte de kompetencer, som danske virksomheder har på klima- og energiområdet, og hvor der er et stort behov og markedspotentiale i mange udviklingslande,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark, der i dag var med til at præsentere fonden på et pressemøde med deltagelse af blandt andre udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og klima- og energiminister Martin Lidegaard.
PensionDanmark stiller med 200 mio. kr. til den nye klimafond. De øvrige investorer er pensionskasserne PKA og PBU, Dansk Vækstkapital, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og staten. Det samlede tilsagn er på 1,2 mia. kr. Fonden vil give mulighed for, at andre private investorer kan give tilsagn om yderligere 200 mio. kr.
IFU varetager administrationen af fonden, der forventes at give et afkast på omkring 12 pct. om året. ”IFU er en kompetent og erfaren investor med gode resultater fra projekter i mange lande. Vi forventer, at Klimainvesteringsfonden i de kommende år vil levere solide afkast til vores medlemmer og på samme tid bidrage til, at danske virksomheder får styrket deres position på de nye vækstmarkeder,” siger Torben Möger Pedersen.