EU-Domstolen anerkender i sin dom, at PensionDanmark udgør en investeringsforening i momsmæssig henseende, og at ATP's ydelser til PensionDanmark udgør forvaltning af en investeringsforening. Hermed vil de ydelser, som PensionDanmark har købt fra ATP PensionService A/S fra 1991 frem til dags dato, være momsfrie.
"Vi er naturligvis meget tilfredse med dommen. Vi har pligt til at give medlemmerne de bedst mulige betingelser og dermed forvalte medlemmernes opsparing til så lave omkostninger som overhovedet muligt. PensionDanmark er et kundeejet selskab, og en momsfritagelse vil dermed komme medlemmerne til gode," siger skattechef Majbritt Klemp, PensionDanmark.
Østre Landsret, som indgav anmodning om en præjudiciel afgørelse til EU-Domstolen, skal nu afsige dom i dansk henseende.