Et knæk i ryggen hos kiropraktoren eller behandlinger for nakkesmerter hos massøren. Håndværkere, chauffører og andre danskere i fysisk krævende job kan via deres sundhedsordning få bugt med mindre skader fra arbejdet, inden de udvikler sig til decideret nedslidning og i sidste ende førtidspension.
Men mænd er mindre tilbøjelige end kvinder til at bruge ordningen. Det viser en ny analyse fra PensionDanmark.
Af de mænd, der i løbet af perioden 2008-2014 har haft en sundhedsordning som del af pensionsordningen i PensionDanmark, har 9 pct. - svarende til hver 11. - i gennemsnit fået behandlinger via ordningen. Til sammenligning gælder det for 13 pct. af de kvinder, som i løbet af samme periode har været omfattet af ordningen. Det svarer til hver 8.
I alle årene har andelen af mænd, der får behandling via sundhedsordningen, været lavere end andelen af behandlede kvinder.
"Generelt har mænd nok i højere grad end kvinder en tendens til at bide smerterne i sig og knokle videre i stedet for at søge behandling. Men den indstilling kan få fatale følger for vores mandlige medlemmer, hvis skader ikke bliver behandlet i tide. Derfor er et opgør med machokulturen vigtig," siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Fysisk nedslidning - sygdomme i bevægeapparatet - er den hyppigste årsag til førtidspensionering for PensionDanmarks medlemmer. Således var ca. 4 ud af ti førtidspensionstilkendelser blandt medlemmerne i perioden 2008-2014 forårsaget af slidskader. I befolkningen som helhed gælder det kun for ca. 2 ud af ti førtidspensionstilkendelser.
Om sundhedsordningen i PensionDanmark
Sundhedsordningen i PensionDanmark giver medlemmerne fri adgang til forebyggende behandlinger hos en fysioterapeut, kiropraktor, massør eller zoneterapeut. Ved udgangen af 2014 havde 276.000 medlemmer en sundhedsordning som del af pensionsordningen. I takt med at flere medlemmer i årenes løb har fået en sundhedsordning, er brugen af ordningen også steget. Således fik ca. 22.500 medlemmer behandling i 2014 mod ca. 8.000 i 2008.