PensionDanmark fik et samlet investeringsafkast på 16,2 mia. kr. før skat i 2014. Afkastet blev på 10,5 pct. for de yngre medlemmer (alder 40 år) og 10,6 pct. for de ældre medlemmer (alder 65 år).
Årets afkast blev trukket i vejret af gode afkast på tværs af aktivklasser. F.eks. gav investeringerne i børsnoterede aktier et afkast på 12,2 pct., mens afkastet på almindelige obligationer blev på 8,9 pct.
”Vi er meget tilfredse med investeringsafkastet i 2014, hvor vi som andre investorer har nydt godt af de faldende renter og stigende aktiekurser. Hertil kommer et godt bidrag fra vores investeringer i stabile alternativer som ejendomme og infrastruktur,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
”Man kan dog ikke forvente, at der også i 2015 vil være gevinster at hente på både gynger og karruseller. Derfor må man nok indstille sig på lavere afkast i år - omend vores afkast de seneste år har vist, at vores investeringsportefølje klarer sig godt i både med- og modvind,” siger Torben Möger Pedersen.
En ny afkastsammenligning fra analysehuset Morningstar af markedsforrentede produkter viser, at PensionDanmark ligger helt i top på 5-års-sigt med et samlet afkast på 58,4 pct. for et medlem med 10 år til pensionering.
Siden finanskrisen har PensionDanmarks medlemmer hvert år opnået attraktive afkast. For perioden 2009 til 2014 er der opnået et samlet afkast før skat på mellem 73 og 91 pct. afhængig af alder.