Opførelsen af et nyt domicil til Nordea Bank Danmark i Ørestad i København skrider i den grad fremad. Derfor blev der i dag holdt rejsegilde på byggeriet, som PensionDanmark sammen med Nordea Liv & Pension og Lægernes Pensionskasse har investeret i alt 1,3 mia. kr. i.
"De seneste år har vi udbygget vores ejendomsportefølje med flere velbeliggende og energieffektive domicilejendomme med solide lejere på lange lejekontrakter. Det nye Nordea-domicil er et godt eksempel på en sådan investering, der kan give medlemmerne et fornuftigt og stabilt afkast. Derfor er vi glade for, at byggeriet skrider fint fremad," siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Udover Nordea-domicilet har PensionDanmark i øjeblikket domicilbyggerier i gang for MT Højgaard i Søborg og Semco Maritime i Esbjerg. Desuden ejer PensionDanmark også nyopførte domiciler for bl.a. Alfa Laval i Aalborg og NCC i Gladsaxe.
Det nye domicil for Nordea Danmark bliver på i alt 46.600 m2 med 14.300 m2 kælder og vil blive certificeret efter LEED Platinum. De ca. 2.500 medarbejdere forventes at kunne flytte ind i 1. halvår 2017.
Fakta om investeringen
Investorer: PensionDanmark, Nordea Liv & Pension og Lægernes Pensionskasse
Samlet investering: ca. 1,3 mia. kr.
Areal: 46.600 m2 + 14.300 m2 kælder
Lejer: Nordea Bank Danmark
Totalentreprenør: MT Højgaard
Arkitekt: Henning Larsen Architects
Ingeniør: Cowi
Bygherrerådgiver: Rambøll
Forventet færdiggørelse og indflytning: Hhv. slutningen af 2016 og 1. halvår 2017