Se alle nyheder
Image alternative text

Rejsegilde på PensionDanmarks første ejendom i Esbjerg

Et års tid efter første spadestik kunne der i dag holdes rejsegilde på Semco Maritimes kommende domicil i Esbjerg, som PensionDanmark står bag.

PensionDanmarks første ejendomsinvestering i Esbjerg tager nu for alvor form. Derfor kunne der i dag holdes rejsegilde på et nyt domicil til virksomheden Semco Maritime - godt et år efter første spadestik i maj 2014.

PensionDanmark har investeret 255 mio. kr. i det 15.000 m2 store domicil, der forventes at stå færdig i januar 2016.

”Vi er meget glade for vores første ejendomsinvestering i Esbjerg. For den sikrer medlemmerne et godt, stabilt afkast og Semco Maritime et attraktivt domicil, hvor bæredygtigheden er i top. Samtidig skaber byggeriet over 200 nye arbejdspladser i opførelsesperioden. Det er et ekstra plus ved investeringen,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Han var blandt talerne ved dagens rejsegilde sammen med borgmester Johnny Søtrup, Esbjerg Kommune, regionsformand Carl Holst, Region Syddanmark, direktør Martin Manthorpe, NCC, og adm. direktør Steen Brødbæk, Semco Maritime.

”Midt i en udfordrende tid for offshore branchen ser vi frem til at samle virksomhedens aktiviteter i Esbjerg under samme tag. Byggeriet styrker væsentligt vores muligheder for at samarbejde og dele viden på tværs af koncernens forskellige enheder. Effektivitet og innovation bliver meget vigtige konkurrenceparametre i vores branche i de kommende år, og her er de nye, smukke rammer både en inspiration og et stærkt udgangspunkt,” siger adm. direktør Steen Brødbæk, Semco Maritime.

Efter de officielle taler tog Johnny Blicher fra 3F Esbjerg ordet, hvor han sagde tak til PensionDanmark, NCC og Semco Maritime for at fremstå som et eksempel på, hvordan en byggeproces kan styres som mønsterarbejdsplads. I den anledning overrakte han en kage med sloganet for 3F’s ”Godt arbejde”-kampagne: ”Godt arbejde er godt for alle”. 

PensionDanmark har i alt investeret godt 11 mia. kr. i danske ejendomme. Der planlægges nye investeringer i danske ejendomme for omkring 2 mia. kr. årligt.

Om investeringen

Sælger af grunden: Esbjerg Kommune

Investor: PensionDanmark

Lejer: Semco Maritime A/S

Beløb: 255 mio. kr.

Areal: 15.000 m2 fordelt på fem etager med plads til 710 medarbejdere

Beliggenhed: Esbjerg Strand

Arkitekt: GPP Arkitekter

Ingeniør: Rambøll

Investorrådgiver: Cowi

Totalentreprenør: NCC

Forventet indflytning: Januar 2016

Det nye domicil certificeres som minimum i henhold til DGNB i kategorien sølv.