Se alle nyheder
Image alternative text

Danskerne: Vi er gode til at få syge tilbage på jobbet

42 pct. af danskerne mener, at de på deres arbejdsplads er gode til at få sygemeldte kolleger tilbage i job. Emnet er til debat på Sundhedens Topmøde kl. 15.30 på Folkemødet.

Det går godt med at få sygemeldte tilbage i job på landets arbejdspladser. Sådan lyder det fra fire ud af 10 danskere i en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har foretaget for PensionDanmark i forbindelse med Folkemødet.

Et repræsentativt panel af ca. 2.000 danskere er blevet spurgt: "Hvor gode er I på din arbejdsplads til at få sygemeldte kollegaer tilbage på jobbet?". 1.365 personer har svaret. 42 pct. svarer "gode" eller "meget gode". 5 pct. svarer "dårlige" eller "meget dårlige", mens 21 pct. svarer "hverken eller". Resten har angivet, at de ikke er i arbejde, eller svaret ”ved ikke”.

”En sygemelding er en ulykkelig situation for den enkelte, og det koster virksomhederne og samfundet dyrt. Og vi ved, at jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere er det at komme tilbage. Derfor er det vigtigt, at der sættes ind i tide. Det har mange arbejdspladser fokus på - som undersøgelsen viser - og det er også baggrunden for, at vi i PensionDanmark har mange tilbud til vores medlemmer, der har fokus på forebyggelse og på en hurtig indsats, hvis de bliver syge,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

”Men endnu flere sygemeldte kan hjælpes i job, hvis det offentlige og det private i højere grad arbejder sammen. Her har vi f.eks. etableret et samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvor vi via registersamkøring kan finde langtidssyge medlemmer og tilbyde dem hjælp til f.eks. tværfaglige behandlinger, psykologhjælp eller diagnoseudredning, hvis de kontakter vores team af sygeplejersker og socialrådgivere. Og det virker. Alene i 2015 fik teamet ca. 6.000 opkald fra medlemmerne,” siger Torben Möger Pedersen.

Indsatser over for sygemeldte er blandt de emner, som er til debat, når PensionDanmark og Falck Healthcare i dag inviterer til Sundhedens Topmøde. Det foregår kl. 15.30-17 hos LEAD i Nørregade.  

Paneldeltagerne er sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V), regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden, forbundsformand Per Christensen, 3F, direktør Morten Grønbech, Statens Institut for Folkesundhed, direktør Jan Steenhard, Falck Healthcare, MF og sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S), formand Camilla Hersom, Danske Patienter, og adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Om undersøgelsen

DST Survey, Danmarks Statistiks kontor for dataindsamlinger, har indsamlet svarene. Folkemøde-panelet er rekrutteret fra repræsentative undersøgelser fra marts til juni. Godt 2.000 har sagt ja til at deltage og omkring halvdelen forventes at svare. Den statistiske sikkerhed er efter vægtning 3%.

Det er et øjebliksbillede, der indsamles på 24 timer, og bortfaldet er derfor større end ved normale repræsentative undersøgelser. Der er vægtet for skævt bortfald mht. køn, alder og geografi samt indkomst og uddannelse, hvilket er DST Surveys standard for repræsentative undersøgelser.