De fleste unge i fysisk krævende job som bygningsarbejdere, elektrikere, chauffører, rengøringsassistenter og frisører døjer med smerter, der hæmmer dem på arbejdet. Det viser en ny undersøgelse fra PensionDanmark på baggrund af medlemmernes besvarelser af selskabets digitale sundhedstest.
Blandt de ca. 2.600 18-35-årige medlemmer, der foreløbig har taget testen, har 58 pct. inden for de foregående fire uger oplevet smerter, som har vanskeliggjort deres arbejde. Det er en højere andel end i andre aldersgrupper. Samtidig vurderer 37 pct. af de unge medlemmer, at de i samme periode har nået mindre, end de gerne ville på deres arbejde eller andre daglige aktiviteter pga. deres fysiske helbred.
”Det er bekymrende, at så stor en andel af de unge tilsyneladende døjer med smerter – og ikke mindst med udsigten til stigende tilbagetrækningsalder. Derfor er det vigtigt, at de er opmærksomme på, hvordan de bedst muligt passer på deres krop, så de kan få et godt og langt arbejdsliv og undgå nedslidning – til gavn for alle parter,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Via sundhedsordningen i PensionDanmark har de unge mulighed for bl.a. at få behandling hos f.eks. en kiropraktor eller fysioterapeut for at forebygge, at mindre problemer udvikler sig til mere varige skader, længerevarende sygefravær og i værste fald førtidspension. Men blot 7 pct. - hver 14. - af de 17-35-årige medlemmer har fået behandling i år via ordningen mod i gennemsnit 10 pct. i de øvrige aldersgrupper.
”Det tyder på, at flere unge medlemmer kunne have gavn af at bruge deres sundhedsordning til at få bugt med smerter. Vi har netop gennemført en kampagne på 30 erhvervsskoler for bl.a. at øge de unges kendskab til ordningen, og det vil vi også have fokus på fremover,” siger Torben Möger Pedersen.
Tømrerlærling Stefan Petersen er et af de unge medlemmer, som har brugt sin sundhedsordning til at få bugt med smerter.
”Efter at have gået foroverbøjet på arbejde hver dag i en periode blev jeg meget øm i ryggen. Så kom jeg til en fysioterapeut via sundhedsordningen, hvor jeg bl.a. fik nogle øvelser til at styrke ryggen. Forløbet har hjulpet mig rigtig meget, og det har været med til, at jeg ikke har smerter mere,” siger han.