Der skal private penge til, når jernbane- og vejnettet skal renoveres. Sådan lyder det fra hver anden dansker i en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har foretaget for PensionDanmark i forbindelse med Folkemødet på Bornholm.
Et repræsentativt panel af ca. 2.000 danskere er blevet spurgt: "Hvem synes du skal finansiere renovering af jernbane- og vejnettet?" 1.365 personer har svaret. 50 pct. svarer enten "kun det private" eller "både det offentlige og det private". 50 pct. svarer "kun det offentlige".
"En udbygning af vejnettet, hvor trængslen er størst, giver god mening for pendlere, virksomheder og har en meget høj samfundsøkonomisk rentabilitet. Det samme gælder modernisering af jernbanen. Men en sådan opgradering kræver betydelige investeringer, og her kan man med fordel lade private partnere være med til at investere. Ikke bare fordi de offentlige budgetter er under pres i disse år. Men primært fordi man med offentlige-private partnerskaber får sikkerhed for, at projekterne afleveres til tiden, budgettet og i en kvalitet, som sikrer bedre samlet totaløkonomi i projektet," siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
"Det er glædeligt, at en så stor andel bakker op om en højere grad af privat finansierede infrastrukturprojekter. Og vi er klar. Vi har gode erfaringer med OPP-investeringer, som både giver samfundsøkonomisk mening og et fornuftigt afkast til medlemmerne. Vi er f.eks. medejer af 4.500 togsæt, som anvendes af de britiske togoperatører. Vi vil også gerne investere i nye tog til både DSB og Arriva i Danmark. Nu mangler der bare politisk vilje til at komme i gang," siger Torben Möger Pedersen.
PensionDanmark er pt. investor i tre OPP-projekter i Danmark: et nyt psykiatrisk hospital i Vejle, en ny fødeafdeling og et nyt sengeafsnit på Slagelse Sygehus samt en ny retsbygning i Svendborg, som blev afleveret til Bygningsstyrelsen og Retten i Svendborg i denne uge.
Potentialer og barrierer for en øget brug af OPP herhjemme er blandt de emner, som er til debat, når PensionDanmark og Danske Bank i dag inviterer til Investorernes Topmøde på Folkemødet. Det foregår kl. 15.30-17 hos LEAD i Nørregade.
Panelet består af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), adm. direktør Thomas Borgen, Danske Bank, vicedirektør Kent Damsgaard, DI, professor Jesper Rangvid, CBS, og adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Om undersøgelsen
DST Survey, Danmarks Statistiks kontor for dataindsamlinger, har indsamlet svarene. Folkemøde-panelet er rekrutteret fra repræsentative undersøgelser fra marts til juni. Godt 2.000 har sagt ja til at deltage og omkring halvdelen forventes at svare. Den statistiske sikkerhed er efter vægtning 3%.
Det er et øjebliksbillede, der indsamles på 24 timer, og bortfaldet er derfor større end ved normale repræsentative undersøgelser. Der er vægtet for skævt bortfald mht. køn, alder og geografi, samt indkomst og uddannelse, hvilket er DST Surveys standard for repræsentative undersøgelser.