Som de første i Nordjylland kan de elektrikere, montører, blikkenslagere, tømrere og murere, der er beskæftiget på hospitalsbyggeriet i Aalborg (Nyt Aalborg Universitetshospital), nu få behandling for skader og smerter uden at skulle forlade byggepladsen. For her har PensionDanmark netop åbnet et sundhedscenter, der som det første i Nordjylland er placeret direkte på selve pladsen.
På centret kan medarbejdere med pensionsordning i PensionDanmark frit komme en tur på briksen hos en fysioterapeut. I første omgang er der ca. 100 ansatte på byggepladsen, som har adgang til centret. Men antallet vil stige til ca. 400 medarbejdere over de kommende år, hvor byggeriet vokser i omfang.
PensionDanmark har etableret tilsvarende centre på hospitalsbyggerierne i Gødstrup ved Herning og Skejby ved Aarhus (billedet) samt i tilknytning til Metrobyggeriet i København.
”Vi er glade for nu at kunne åbne vores første sundhedscenter på en nordjysk byggeplads. Jo lettere adgang til behandling, jo bedre mulighed har vores medlemmer for at få gjort noget ved problemer i tide – og derved forebygge mere alvorlige skader, længere sygefravær og i værste fald førtidspension. Her supplerer centrene på større danske byggepladser vores 125 lokale sundhedscentre,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.