Fællesskabsprisen blev uddelt til i alt 10 enkeltpersoner eller grupper, der har gjort en ekstraordinær indsats for fællesskabet i Danmark. Bag prisen står Mette Frederiksen (S), PensionDanmark, 3F, Dansk Metal, HK, ISS, Falck, Professionshøjskolen Metropol, VIA Univercity College, Post Danmark og UCC.
”Fællesskabsprisen går til vidt forskellige mennesker. Men de har alle sammen det til fælles, at de er tændt af en særlig ild, der sætter dem i stand til at være noget ekstraordinært for deres medborgere. De arbejder ikke kun for deres egen skyld, men for os alle sammen,” siger Mette Frederiksen.
Adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, uddelte en pris til
Pia Isert, der arbejder som frivillig med udsatte og sårbare unge i et af Herlev Kommunens beskæftigelsesprojekter.
”Det er en stor ære at overrække Fællesskabsprisen. Og særligt til en ildsjæl som Pia Isert. Pia er pensionist og arbejder med unge under 30 år, der er uden for arbejdsmarkedet, og som har psykiske udfordringer eller personlige problemer. Pias store engagement og opmuntrende ord er guld værd for de unge, der genvinder troen på sig selv og dirigeres i retning af arbejde eller uddannelse,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Fællesskabsprisen blev stiftet i 2014, og gennem de sidste tre år har danskerne nomineret over 2.000 ildsjæle. Udover æren modtager vinderne et kunstværk Jesper Dalgaard.
Alle nomineringerne kan ses på www.faellesskabsprisen.dk.