Byggeriet af en ny ejendom til Rigspolitiet i Glostrup tager nu for alvor form. Derfor kunne der i dag holdes rejsegilde på ejendommen, som PensionDanmark står bag.
Ejendommen bliver på ca. 10.000 m2 i tre etager og kommer til at huse Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center og Nationale Cyber Crime Center.
PensionDanmarks samlede investering i nybyggeriet er på ca. 190 mio. kr. Ejendommen skal ligge i tilknytning til Rigspolitiets eksisterende ejendom i Glostrup, som PensionDanmark også ejer.
”Byggeriet skrider rigtig godt fremad, og det er der grund til at markere. For det betyder, at medlemmerne har udsigt til gode, stabile afkast i en lang årrække. Samtidig kan Rigspolitiet se frem til snart at kunne tage denne topmoderne ejendom i brug,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Den nye ejendom skal stå klar til indflytning i december 2016 og certificeres efter DGNB Guld.
PensionDanmark har en ejendomsportefølje på omkring 16 mia. kr. fordelt på ejendomme inden for erhverv, bolig, retail og OPP-projekter.
Fakta om investeringen
Investor og bygherre: PensionDanmark
Lejer: Rigspolitiet
Areal: 10.000 m2 i tre etager samt kælder. Tilbygning til eksisterende ejendom på 15.000 m2. PensionDanmark har byggemulighed på grunden på yderligere 13.000 m2.
Totalentreprenør: G.V.L. Entreprise
Arkitekter: PLH Arkitekter og Rubow Arkitekter
Ingeniør: MOE og Sloth Møller
Bygherrerådgiver: Emcon og PLH Arkitekter
Indflytning: december 2016