Se alle nyheder
Image alternative text

Svendborgs nye retsbygning indvies

Torsdag den 1. september indvies Svendborgs nye retsbygning.

Retten i Svendborg er opført i et offentlig-privat partnerskab (OPP) af et konsortium, der består af CASA, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne PensionDanmark, PKA og Sampension.

OPP-teamet bag rettens nye bygninger overdrog nøglerne til Bygningsstyrelsen og Retten i Svendborg i juni, og Retten har brugt sommeren på at komme på plads i de nye rammer, der er placeret på Christiansvej med udsigt over Svendborgsund.

”Vi glæder os hver dag over de fantastiske rammer, vi har fået om arbejdet ved Retten i Svendborg. Vi har fået langt bedre forhold for vores brugere, herunder for lægdommere, advokater, pressen, politi og anklagemyndighed. Vi har også højnet sikkerheden, samtidig med at vi har bevaret tilgængeligheden til retsbygningen. Det er mit håb, at retskredsens borgere vil besøge bygningen og overvære et åbent retsmøde, så de ikke kun får indtryk af bygningen, men også af hvordan en domstol arbejder,” siger Anni Højmark, retspræsident ved Retten i Svendborg.

OPP til fordel for begge parter

Aftalen blev indgået i november 2014, og der har været et tæt samarbejde mellem OPP-teamet og Retten om detaljerne i den i alt 4.000 m2 store bygning med syv retssale i stueetagen og en førstesal med kontorer til administrativt personale.

”Retten i Svendborg er blevet en arkitektonisk og funktionel bygning, som vi afleverede til tiden, til den aftalte pris, og med en garanteret solid drift og planlagt vedligehold i årene fremover. Den er et bevis på, at den offentlige bestiller får den bedste løsning i forhold til kvalitet og økonomi ved at opføre sit projekt som OPP og betro opgaven til en række erfarne private aktører,” siger Lars Olaf Larsen, afdelingsdirektør i DEAS, på vegne af konsortiet.

Bygningsstyrelsen har lejet sig ind i bygningen i en periode på 20 år. Herefter kan Styrelsen købe ejendommen af OPP-selskabet.

Fakta om Retten i Svendborg

Konsortium: CASA (opførelse) og DEAS (drift og vedligehold), PensionDanmark, PKA, Sampension (investorer).
Projektsum: ca. 175 mio. kr.
Arkitekt: KPF Arkitekter.
Rådgivende ingeniør: COWI.
Bestiller: Bygningsstyrelsen.
Areal: 4.000 m2 fordelt på to etager. Ejendommen rummer syv retssale og en førstesal med mødelokaler og kontorområde.
Placering: Christiansvej 41 i Svendborg.