Se alle nyheder
Image alternative text

Over 5.000 unge i byggeriet har lært at forebygge nedslidning – i en Tool Truck

PensionDanmarks og Byggeriets Arbejdsmiljøbus’ Tool Truck har på 7 uger besøgt 30 erhvervsskoler, hvor 5.100 elever på landets byggeuddannelser har lært, hvordan de kan forebygge nedslidning.  

5.100 elever på landets byggeuddannelser samt 420 faglærere og skoleledere har besøgt Tool Truck’en – en lastbil i to etager med en PensionDanmark-sygeplejerske, der har vejledt om, hvordan man passer på sin krop, samt arbejdsmiljøkonsulenter, der har demonstret udstyr, som kan aflaste i forskellige arbejdssituationer i byggeriet.

Trucken startede på en landsturne til 30 erhvervsskoler i oktober og sidste stop var i dag hos Next i Rødovre, Tæbyvej 65. Bag initiativet står PensionDanmark og Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-bus), som med Tool Truck har styrket fokus på forebyggelse blandt eleverne i samarbejde med landets erhvervsskoler.

”Tool Truck-turneen har været en stor succes som en øjenåbner for mange elever i forhold til de mange muligheder for at blive aflastet i belastende arbejdssituationer. Turneen rundt i landet har samtidig vist, at der er et oplagt behov for at både fysiske øvelser og undervisning i brugen af de mange aflastningshjælpemidler i højere grad end nu trækkes ind i den løbende uddannelse af eleverne,” siger Peter Kirkegaard, direktør for Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

”Det er glædeligt, at så mange elever har besøgt trucken, for et job inden for byggeriet er fysisk krævende. Derfor skal de unge være opmærksomme på, hvordan de bedst muligt passer på deres krop, så de kan få et godt og langt arbejdsliv og undgå nedslidning. Kampagnen på skolerne har bidraget markant til at øge de unges kendskab til mulighederne for at forebygge - f.eks. via den sundhedsordning, som er en del af pensionsordningen. Det er vigtigt at undgå, at mindre belastningsskader bliver til varige skader,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.