Se alle nyheder
Image alternative text

Danskerne: Mænds indstilling i vejen for bedre sundhed

83 pct. af danskerne mener, at indstillingen ”det går jo nok væk igen” er den vigtigste grund til, at mænd i mindre grad tager hånd om deres sundhed end kvinder. Emnet er til debat på Sundhedens Topmøde kl. 13.15 på Folkemødet.

Der er én altovervejende grund til, at mænd er mindre tilbøjelige til at gå til lægen eller bruge deres sundhedsordning end kvinder. Og det er indstillingen ”det går jo nok væk igen”. Sådan lyder det fra 8 ud af 10 danskere i en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har foretaget for PensionDanmark i forbindelse med Folkemødet i denne uge, hvor det i øvrigt også er ”Men’s Health Week”.

Et repræsentativt panel af ca. 2.500 danskere er blevet spurgt: "Hvad tror du er den vigtigste grund til, at mænd går mindre til lægen end kvinder og f.eks. også bruger deres sundhedsordninger fra jobbet i lavere grad end kvinder?". 1.064 personer har svaret, og ifølge 83 pct. er den vigtigste årsag, at mænd i højere grad har indstillingen ”det går jo nok væk igen”. 2 pct. svarer, at mænd har mindre tid eller bedre helbred. Resten har svaret ”andet” eller ”ved ikke”.

”Det er jo et generelt billede herhjemme, at mænd i mindre grad end kvinder tager hånd om deres sundhed. Det gælder også blandt vores medlemmer, hvor de mandlige medlemmer er mindre tilbøjelige til at bruge deres sundhedsordning i PensionDanmark end de kvindelige. Og det kan givetvis også have noget at gøre med mændenes indstilling, som undersøgelsen viser,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Han peger dog på, at det faktisk er muligt at gøre en forskel, når det gælder mænd og sundhed.

”Vi har løbende stort fokus på dels at udbrede kendskabet til sundhedsordningen og dels at gøre det så nemt som muligt at bruge tilbuddene – f.eks. ved at etablere sundhedscentre direkte på større byggepladser. De initiativer har været med til at øge brugen af ordningen – også blandt de mandlige medlemmer. Og det arbejde fortsætter, da det er til gavn for alle parter, at vores medlemmer, der typisk har fysisk krævende job, bruger deres sundhedsordning til at få bugt med problemer i tide,” siger Torben Möger Pedersen.

Mænd og sundhed er til debat, når PensionDanmark og Falck Healthcare i dag inviterer til Sundhedens Topmøde. Det foregår kl. 13.15-14.45 hos LEAD i Nørregade.  

 

Om undersøgelsen

DST Survey, Danmarks Statistiks indsamlingskontor, har indsamlet svarene via web og telefon, den 7. juni. Panelet til besvarelserne er rekrutteret fra fire repræsentative undersøgelser fra marts til juni. Ca. 2.500 har sagt ja til at blive kontaktet. Svarene er indsamlet på 24 timer og vægtet for uddannelse, indkomst, køn, alder og geografi.