Se alle nyheder
Image alternative text

94 nye familieboliger i Ørestad Syd

Første spadestik er taget til opførelsen af 28 rækkehuse og 66 lejligheder på Ejler Billes Alle i Ørestad Syd.

Socialborgmester Jesper Christensen, Københavns Kommune, adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark og direktør Jesper Henkel, KPC København har i dag foretaget grundstensnedlæggelse til 94 boliger på i alt 9.100 etagemeter.

Grundstensnedlæggelsen omfatter indmuring af en tidskapsel med projektbeskrivelse, projekttegninger, projekttidsplan, dagens udgave af dagbladet Børsen, mønter, en pengeseddel og et PensionDanmark brochureblad.

Bebyggelsen, hvor bæredygtigheden er tænkt ind i opførelsen, er karréformet med lejligheder i den østlige og vestlige ende af byggefeltet i 3, 4 og 5 etager og rækkehuse mellem de to lejlighedstårne mod nord og syd i hhv. 3 og 2 etager. Boligerne vil være klar til indflytning ultimo 2018. Alle boliger bygges med henblik på udlejning, og PensionDanmarks medlemmer har fortrinsret til boligerne.

”Jeg ser frem til, at der her i Ørestad Syd bliver opført en række attraktive familieboliger tæt på Amager Fælled og samtidig med Metroen tæt på Københavns centrum. I kraft af beliggenheden og den høje befolkningstilvækst i hovedstaden i disse år venter vi stor interesse for boligerne og dermed et godt afkast af investeringen til vores medlemmer,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Byggeriet projekteres og opføres med henblik på at kunne opnå en certificering til DGNB Guld.

 

Fakta:

Bygherre: PensionDanmark
Totalentreprenør: KPC
Arkitekt: Årstiderne Arkitekter
Rådgivende ingeniør: Midtconsult
Areal: 9.100 m2 med 28 rækkehuse og 66 lejligheder, alle til udlejning, samt p-kælder, cykelparkering og depoter
Forventet ibrugtagelse: Ultimo 2018
Bæredygtighedscertificering: Forventet DGNB Guld