Behandlinger hos en fysioterapeut, en samtale med en psykolog eller hjælp til at få stillet en hurtig diagnose. Når langtidssyge får hurtig og målrettet hjælp til at få bugt med deres problemer, er det med til at bringe dem tilbage i arbejde. Det viser en ny undersøgelse fra PensionDanmark.
Her blev der for to år siden indledt et samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) med henblik på at hjælpe langtidssyge PensionDanmark-medlemmer tilbage på arbejdsmarkedet. Samarbejdet indebærer, at personer med mere end fire ugers sygdom og med sundhedsordning i PensionDanmark identificeres via registersamkøring. Herefter modtager de et brev fra STAR med opfordring til at kontakte PensionDanmark. Her kan de så få hjælp fra et team af sygeplejersker og socialrådgivere til at komme problemerne til livs via en bred vifte af indsatser - f.eks. fysiske behandlinger, psykologhjælp eller diagnoseudredning.
Ca. 4.300 langtidssyge har foreløbig kontaktet PensionDanmark på baggrund af brevet fra STAR. Og undersøgelsen viser, at 70 pct. af disse medlemmer er kommet i job efter forløbet.
”Jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere er det at komme tilbage. Derfor er det afgørende, at der sættes effektivt ind i tide. Her viser vores erfaringer, at hurtig og målrettet hjælp til at få bugt med problemerne bidrager til, at langtidssyge kan fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet – til gavn for alle parter,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
VVS’er Jesper Lühti var efter en påkørsel langtidssygemeldt med smerter i nakke, skuldre og arme, da han fik et brev om mulighederne for hjælp i PensionDanmark. Han kontaktede sygeplejerskerne, der hjalp ham med at blive udredt og med at komme i behandlings- og genoptræningsforløb med bl.a. kiropraktik og fysioterapi.
”Hjælpen har betydet, at jeg har fået afklaring på min situation, og at jeg har kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet. Og det har haft stor betydning for både mig og min familie, som også har været påvirket af min sygemelding,” siger han.
Af de ca. 4.300 langtidssyge, som har kontaktet PensionDanmark på baggrund af brevet, er ca. 3.500 blevet henvist til fysiske behandlinger, psykologhjælp, diagnoseudredning eller andre tilbud i deres sundhedsordning. De resterende er blevet henvist til egen læge eller har kunnet nøjes med den personlige rådgivning.
Alle medlemmer med en sundhedsordning i PensionDanmark - også de, der ikke er langtidssygemeldt - kan kontakte teamet af sygeplejersker og socialrådgivere.