Ejendommen, som ligger på havnefronten ved Kalvebod Brygge, rummer 406 værelser og er på ca. 24.000 kvadratmeter. Siden opførelsen i 2001 har Marriott drevet hotel i ejendommen.
”Vi er meget tilfredse med investeringen, der er i fint tråd med vores fokus på større direkte investeringer med attraktive beliggenheder, lange lejekontrakter og sikre afkast til gavn for ATP’s medlemmer. Marriott har gennem årene sikret hotellet en solid position i København. Med købet af to hotelejendomme i London tidligere i 2016 og nu Copenhagen Marriott hotelejendommen har vi konsolideret dette segment i vor ejendomsportefølje ”, siger direktør Michael Nielsen, ATP Ejendomme.
”I PensionDanmark investerede vi i vores første to hotelejendomme i 2016 og er meget tilfredse med at kunne føje Copenhagen Marriott hotelejendommen til som den tredje. Det er et moderne hotel med en solid lejer og en uhyre attraktiv beliggenhed både for turister og i konferenceøjemed. Vi ser frem til, at investeringen vil give vores medlemmer et godt og stabilt afkast de næste mange år”, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
For begge pensionskasser bidrager investeringen til en god spredning af ejendomsinvesteringerne over flere segmenter med forskellige risikoprofiler. ATP Ejendomme og PensionDanmark er i forvejen fælles om en række ejendomsinvesteringer i bl.a. FN-Byen på Marmormolen i København og Magasin-ejendommene i København, Lyngby, Odense og Århus.
Sælger er Solstra Investments A/S, som også kontrollerer operatøren BC Hospitality Group, der driver hotellet under en franchiseaftale med Marriott. BC Hospitality Group, med mere end 2.000 ansatte, er ligeledes ejer og operatør på AC Hotel Bella Sky, Bella Center, Crowne Plaza Copenhagen Towers og driver Forum på Frederiksberg.
Fakta om ejendommen
Købere: PensionDanmark og ATP Ejendomme
Sælger: Solstra Investments A/S
Købesum: Ca. 1 mia. kr.
Areal: 24.000 m2
Beliggenhed: Kalvebod Brygge 5, København
Overtagelse: 1.1. 2017