PensionDanmark har for alvor skruet op for investeringerne i nybyggerier de seneste år. Og investeringerne kaster ikke bare gode afkast af sig, men også masser af job. Det viser en ny opgørelse fra PensionDanmark.
Siden efteråret 2010 har PensionDanmark investeret ca. 8 mia. kr. i 25 byggerier i hele landet, og de investeringer skaber i alt ca. 10.000 arbejdspladser, i takt med at de forskellige byggerier opføres.
- Vi investerer først og fremmest i nybyggerier for at sikre medlemmerne gode, stabile og langsigtede afkast. Men når denne type investeringer samtidig kan give job til mange bygningsarbejdere i hele Danmark, mens byggerierne står på, er det selvfølgelig et ekstra plus, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
PensionDanmark har fokus på investeringer i nybyggerier inden for både erhverv, bolig, hotel og retail samt OPP-projekter (offentlig-private partnerskaber).
PensionDanmark er i øjeblikket i gang med at opføre erhvervsejendomme i Ørestad i København (for Nordea), i Lyngby (for Dansk Supermarked) samt i Glostrup (for Rigspolitiet) - og har senest investeret i to ejendomme i hhv. Kolding og Odense, der får Danske Bank som lejer, når de står klar i 2018. På boligområdet står PensionDanmark pt. bag igangværende boligbyggerier i Vejle, Virum og København (Nordhavn, Ørestad og Islands Brygge). Og endelig er PensionDanmark også investor i det konsortium, som står bag en ny afdeling til Slagelse Sygehus (OPP-projekt).
PensionDanmark har stort fokus på bæredygtighed i nybyggerierne. Siden 2012 er byggerierne blevet certificeret, og senest opnåede Semco Maritimes domicil i Esbjerg guld i bæredygtighedscertificeringen DGNB i starten af 2017.
PensionDanmarks samlede investeringer i ejendomme - herunder også i eksisterende ejendomme - udgør i dag godt 16 mia. kr. med yderligere investeringer på 5 mia. kr. i pipeline. Ejendomsporteføljen opnåede et afkast på 9,6 pct. i 2016, og det gennemsnitlige afkast de sidste 5 år har været på 7,3 pct.