PensionDanmarks boligbyggeri ”Kanaltårnene” på Vejle Havn skrider for alvor fremad. Derfor kunne der i dag holdes rejsegilde på byggeriet.
”Kanaltårnene” består af to tårne på 13 etager med hver 44 boliger. Det samlede areal er på i alt 10.700 m2, og de første boliger vil være klar til indflytning i efteråret. PensionDanmarks samlede investering er på i alt ca. 225 mio. kr.
”Vi er glade for, at ”Kanaltårnene” for alvor tager form. Der bliver tale om meget attraktive boliger med en helt unik beliggenhed tæt ved vandet i flotte omgivelser og med masser af liv. Samtidig oplever Vejle en høj befolkningstilvækst i disse år. Derfor forventer vi en god efterspørgsel efter boligerne og dermed et godt afkast til medlemmerne af investeringen,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Borgmester Jens Ejner Christensen, Vejle Kommune, er meget glad for, at de to kanaltårne nu skyder i vejret.
”Jeg er ikke i tvivl om, at PensionDanmarks kanaltårne bliver et meget spændende og attraktivt byggeri. Vi oplever en meget stor tilflytning af nye borgere, og ”Kanaltårnene” bliver et flot trækplaster i konkurrencen om at tiltrække endnu flere af de tilflyttere, som er afgørende for Vejles vækst i fremtiden,” siger borgmesteren.
”Vi er glade for at kunne bidrage til udviklingen af Vejle med vores ekspertise og kvalitetsbyggeri. Det er i vores ånd, at PensionDanmark har valgt at involvere NCC tidligt som rådgivende totalentreprenør, så vi i et tillidsfuldt samarbejde har sikret de rette løsninger. Det kommer de kommende beboere i ”Kanaltårnene” til at nyde godt af,” siger direktør Nicolai Schultz, NCC Danmark.
Fakta om investeringen
Investor og bygherre: PensionDanmark
Sælger af grund: Vejle Kommune
Samlet investering (grundkøb og byggepris): ca. 225 mio. kr.
Projekt: 88 boliger i to tårne på i alt 10.700 m2 på Vejle Havn
Totalentreprenør: NCC
Arkitekt: Arkitema Architects
Bygherrerådgiver: Cowi
Forventet indflytning: ultimo 2017 og primo 2018