Byggeriet af en ny fødeafdeling og et nyt sengeafsnit til Slagelse Sygehus er nu så fremskredet, at der i dag blev holdt rejsegilde. Projektet er et af Danmarks største offentlig-private partnerskaber inden for sygehusbyggeri.
”Byggeriet skrider rigtig godt fremad, og det er der grund til at markere. For det betyder, at medlemmerne har udsigt til gode, stabile afkast i en lang årrække. Samtidig kan patienter og medarbejdere se frem til snart at tage de topmoderne rammer i brug. Og regionen har med OPP-konstruktionen sikkerhed for, at projektet afleveres til tiden og prisen og i høj kvalitet,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Slagelse Sygehus’ nye fødeafdeling og sengeafsnit skal som planlagt tages i brug i begyndelsen af 2018. Det samlede byggeri er på ca. 19.000 m2 med ca. 180 enestuer. Stueplanet bliver for gravide, fødsler, barsel, børn og unge samt for tidligt fødte børn. 1., 2. og 3. sal bliver for medicinske patienter.
Region Sjælland har valgt konsortiet ”MTH – DEAS Slagelse Sygehus” til at stå for OPP-projektet, der har en projektsum på ca. 520 mio. kr. kr. Teamet består af entreprenørkoncernen MT Højgaard, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne PensionDanmark, Industriens Pension, PKA og Sampension.
OPP-teamet står for opførelse, udvendig drift og vedligeholdelse samt finansiering, mens Region Sjælland lejer sig ind i bygningen i en periode på 20 år. Herefter overtager regionen ejendommen.