Danmarkshistoriens første kollektive overenskomst for en digital platform blev tirsdag eftermiddag underskrevet under overværelse af blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen, forbundsformand i 3F, Per Christensen og DI’s administrerende direktør Karsten Dybvad.
Overenskomsten er resultatet af en aftale mellem 3F og rengøringsplatformen Hilfr. PensionDanmark bliver leverandør af pensions- og sundhedsordning til medlemmer, der tilbyder privat rengøring via platformen.
”Vi glæder os til at hjælpe vores nye medlemmer frem mod en økonomisk tryg alderdom gennem gode afkast på deres opsparing, gode forsikringsordninger og en sundhedsordning, der hjælper dem med at passe på helbredet,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Aftalen er den første overenskomst for en digital platformsvirksomhed.
”Det er godt 25 år siden, at arbejdsmarkedets parter blev enige om at sikre arbejdsmarkedspension til alle lønmodtagere via overenskomsterne. Denne aftale viser, at den danske model også er den rigtige til at håndtere nye virksomhedsformer. Det er godt, at overenskomstparterne på denne måde fastholder, at alle lønmodtagere skal have ordnede forhold – herunder ret til en god pensionsordning,” tilføjer Torben Möger Pedersen.